Sognearkivet har udsendt en lille appel-folder, hvor bogens forside vises. Her er fotos af det gamle afholdshotel, den gamle brugs, Darum Kirke og Præstegården.

Historie | Livsstil | Esbjerg
25/07/2012

Af Kirsten Enevoldsen

Bestil årets julegave om Darum Sogn nu

Darum Sognearkiv appellerer om forhåndsbestilling af den fine bog. Det er nødvendigt med 425 reservationer, før bogen kan gå i trykken.

Den ligger helt klar til tryk – bogen om Darum Sogn 1920 – 2010. Et fint værk på 300 sider, skrevet og fortalt af lokale borgere og nænsomt redigeret af Anette og Erik Plesner.
Der er historien om vognmand Bent Sørensen og hans makker Jørgen ”gravemester” Rasmussen. Og den afledte historie om Bents far, Olaf ”Ole” Sørensen, der passede telefonen, indtil Bent fik en automatisk telefonsvarer i fødselsdagsgave….. En munter beretning om den reaktion, ”automatstemmen” fremkaldte hos kunderne.
Der er den halvbarske fortælling om Mathias Schmidt – ”Thies”, der som 70-årig drattede omkuld, da han var ude at røgte ruser 4-5 kilometer ude i Vadehavet. Han blev ramt af en jernpæl, svimlede lidt, hægtede sig fast i pælen – og fortsatte så i øvrigt sit arbejde, indtil svimmelheden var væk.
Der er beretningen om blodbøgen, som Siska satte på kirkegården, da faderen døde – og som hvert år på faderens fødselsdag hængte hans livret, blodpølse, op i træet. En dramatisk historie, som ikke har kunnet bekræftes. Og nu er blodbøgen fældet……..
Og der er flere spændende fortællinger og personbeskrivelser af samme type:
- Men vi har ikke kunnet samle fondsmidler ind til at få bogen trykt for. Derfor appellerer vi nu til interesserede om at forhånds-bestille et eksemplar, siger Olav Boesen fra redaktionsgruppen – og slår et slag for, at ”Fra Darum Sogn 1920 – 2010” bliver et hit under juletræet.
For at bogen kan sendes til tryk, skal der være forhåndskøbt 425 bøger, og det kan ske ved at indbetale beløbet direkte til pengeinstituttet eller ved at kontakt Olav Boesen på 29649380.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside