Sanne Thomsen forbereder børnene på spadsereturen ned til Verdensskoven: I skal stille op i gå-rækken og gå efter Lene på vejen derned!

Forrige
Næste

Børnehave | Den offentlige sektor | Skole | Udflugtsmål | Esbjerg
11/07/2012

Af Kirsten Enevoldsen

Klatrestativet er vildt sejt!

Verdensskoven i Gørding får fine karakterer af børnene i 0. klasse.

- Det bedste er altså det her klatrestativ, siger en vaks knægt fra Gørding Skoles 0. klasse. Det lyder overbevisende, alt imens han hænger med hovedet nedad – og får medhold fra flere klassekammerater.
Vi har inviteret os selv på visit i klassen, og børnehaveklasselæreren, Sanne Thomsen, har forberedt de små hoveder på, at de nu skal være dommere over kommunens indsats i Verdensskoven – Gørdings meget spændende og inspirerende legeplads.
- Det er sjovt at være hernede. Der er også en jungle. Og forskellige verdensdele. Og månen! Og en sø lige her bagved, hvor vi kan fange haletudser.
- Det aller-allersjoveste er nu de her ting, hvor vi kan dreje rundt og rundt, til vi er helt rundtossede.
- Det er også skægt at klatre og kravle rundt på de forskellige ting.
- Og når det så er det her dejlige vejr, er det bare rigtig godt.
Legepladsen ligger midt i et stort og varieret naturområde med et kæmpe sandbassin i midten, og foruden børnene fra 0. klasse er også børnehavebørnene fra Det gule Hus på legeplads-tur den dag, Ugeavisen lagde vejen forbi. Også for den aldersgruppe er der mange muligheder.
- I ”gamle dage” brugte vi området her som udeskole for de yngste en uge hvert år. Det var stor succes. Der kan laves rigtig mange bundne legeopgaver her, siger Sanne Thomsen – og tilføjer, at Verdensskoven har fået kvalificeret konkurrence på Gørding Skole:
- Vi har fået nogle rigtig spændende faciliteter i skolegården. Det er godt, og det giver anledning til en masse motorisk træning, som igen er væsentlig for børnenes indlæring, fastslår Sanne, der i 10 år har kørt indskolingsbørn i Gørding.
Hun giver Verdensskoven topkarakter og fremhæver, at området holdes pænt – ”uden at være træls friseret”: Men græsset er slået på stierne, og der holdes øje med legeredskabernes tilstand. Det er et godt kommunalt tilbud her i byen – både for daginstitutioner, dagplejerne og de yngste skolebørn: Og så kan man jo også bruge Verdensskoven som udflugtsmål for familier.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside