Der er travlhed overalt i de gamle brugslokaler, som om en måneds tid slår dørene op som Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Bramming.

Forrige
Næste

butikker | Livsstil | Seniorliv | Shopping, Mode & Trends | Velgørenhed | Esbjerg
08/08/2012

Af Kirsten Enevoldsen

Mange lokale hænder i gang i Kirkens Korshær

Satser på at blive færdig til åbningssalg i forbindelse med kulturnatten.

Så sent som i maj 2011 var det fersk kød, ost, kaffe og ædle dråber på klukkende flasker, der fyldte hylder og frysediske i de 7-800 kvadratmeter butiksareal mellem Nørregade, Plantagevej og Skolegade i Bramming.
I dag er det genbrugsvarer i form af brugt tøj og sko, udrangerede glas og porcelæn, møbler, der er blevet ”til overs”, legetøj, malerier, lamper, bøger og utallige andre varegrupper, som familien Danmark har fået til overs, ikke har plads til eller brug for længere, men som også er for godt til lossepladsen.
Der er med andre ord tale om Kirkens Korshær nyeste forretning – i den gamle brugs. Her er 25-30 energiske, frivillige brammingensere i sving med at male, indrette og gøre klar til åbningssalg i begyndelsen af september. Et ukendt, men stort antal reolmetre sættes op på de snart nymalede vægge, og inventaret – som er erhvervet hos Boston i Ribe – er ved at finde sin nye blivende plads.
Lyst og pænt tegner det til at blive, og midt i butikken bliver der plads til et café-bord, hvor kunder og ansatte kan få sig en kop kaffe. Katja Kjær fra Kjærs Dekoration i Holsted er den, der giver råd og ideer til indretning og placering af de mangfoldige varegrupper, der skal prissættes.
Kirkens Korshær (KK) i Bramming skal køre sammen med Esbjerg-afdelingen, og det økonomiske overskud går i den fælles kasse, som deles 50/50 mellem Esbjerg og Bramming. KK i Esbjerg driver blandt andet en særdeles velbesøgt varmestue for ensomme, hjemløse og andre marginaliserede grupper.
Det er Bodil Bertelsen fra Døstrup, der som ansvarlig for alle Kirkens Korshærs 45 butikker i Region Syddanmark leder slagets gang, og sammen med de mange frivillige stiler hun efter at kunne slå dørene op i forbindelse med kulturnatten i begyndelsen af september: Men der er altså rigtig meget, der skal falde på plads inden da, fastslår hun.
68-årige Annie Andersen, der bor lige overfor Brammings nye genbrugsforretning i Nørregade, er glad for, at hun er blandt de 25 lokale, der skal stå bag disken: Jeg arbejdede tidligere på det kommunale genbrugssted på Hedemarksvej. Det var jeg rigtig glad for, men kunne kun blive der i syv måneder, så det er dejligt, at der så er kommet en mulighed her.
Kirkens Korshær-butikken holder åben fra klokken 13.00 de første fem hverdage i ugen, mens der om lørdagen er åben fra 10 til 13.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside