Jon V. Sønderby ser frem til nogle dejlige år som skoleinspektør ved Nordre Skole i Bramming.

Forrige
Næste

Børn | Den offentlige sektor | Skole | Esbjerg
12/08/2012

Af Kirsten Enevoldsen

Pædagogerne skal mere ind i skolen

Jon V. Sønderby: "Det hele barn" er vores fælles omdrejningspunkt, og forældrene er skolens vigtigste samarbejdspartner.

Nordre Skoles inspektør per 1. august, 48-årige Jon Venzel Sønderby fra Bryndum ved Esbjerg, har ikke fulgt den slagne vej fra skolebog over lærerkatederet og til den ledende post, han nu er valgt til – blandt 21 kvalificerede ansøgere.
Den fingernemme og teknisk interesserede knægt fra Gram tog derimod som ung en mesterlæreruddannelse som radiomekaniker – og var i disse år tillige år divisionsspiller i Ribe HK. Radiomekanikken blev imidlertid lidt for kedeligt i længden. Hverken de røde eller blå ledninger var til at kommunikere med, og da så Amor spillede playmaker og gjorde, at Jon fandt sammen med den teologistuderende Kirsten Sønderby – i dag præst i Bryndum Sogn, drejede Jons interessefelt i en anden retning. Han tog sig en HF-eksamen og opdagede, at det var samspil og udvikling sammen med andre mennesker, der gav noget tilbage.
Da Kirsten så fik embede på Holstebro-kanten, tog Jon sig en lærereksamen på Nr. Nissum Seminarium – med dansk, kristendom, fysik-kemi og musik linjefag. Alt sammen koblet med grundtvigske tanker og et menneskesyn, der tilsiger respekt for forskellighed, sætter mennesket over enhver form for smart teknologi og i det daglige arbejde hylder det synspunkt, at kun hvis alle trives, udvikles talenterne, så læringen giver gode faglige resultater.
Alt det glæder Jon Sønderby sig til at praktisere sammen med 60 ansatte og 621 børn på Nordre Skole: Jeg glæder mig, og selv om jeg har haft nogle dejlige år som viceinspektør på Rørkjær og havde nogle timer i indskolingen på Bryndum Skole, så er det jo et lidt større og andet ansvar, der skal løftes her i Bramming:
- Skolens allervigtigste samarbejdspartner i mit job er og bliver dog forældrene, og jeg ser frem til at møde alle og træffe folk, hvor de er – og herfra få vores ”fælles børn” til at gro og blive til de unikke personligheder, som hvert eneste menneske jo er.
Jon Sønderby ved allerede, at Nordre Skole er en god, velfungerende skole med ordentlige ydre rammer og en engageret forældrekreds.
Hvad er da hans vision for skolen – hvordan ser Nordre Skole ud om fem-seks år?
- Så er det en skole, hvor klassestrukturen – især på de ældste klassetrin – er knap så fast og kasseopbygget som i dag. Vi får jo Egekratskolens børn fra Grimstrup til Nordre fra 7. klasse, og i forlængelse af de muligheder, denne lidt større elevgruppe giver, vil jeg gerne åbne for holddelinger både på langs og på tværs af klassetrin og fag. I praksis kunne vi alle samles til fællesstart på dagen – og herefter gå ud i mindre lokaler og grupper alt efter fag, fagligt niveau og interesser. Det kræver meget af både elever og lærere, men jeg er overbevist om, at det bliver til glæde for alle parter – både rent vidensmæssigt, men også i forhold til arbejdsmetoder og egen-forvaltning.
En anden vision på den nye skoleinspektørs dagsorden er, at pædagogerne kommer meget mere ind i skolens hverdag: Deres tilgang til børn og deres udviklingspotentiale skal vi have ind i det daglige arbejde, så ”det hele barn” bliver omdrejningspunktet for den fælles hverdag og såvel den enkeltes som den fælles trivsel.
Gamle Grundtvig stikker igen ansigtet frem. Og det står Jon Sønderby gerne ved – med en let omskrivning: ”Menneske først – og faglig viden saa”.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside