Bramming Blandede Kor under ledelse af Brynhild Tophøj får mange opgaver - både ude og inde. På billedet synger man på Skibbroen i Ribe, hvor man ved samme lejlighed fik stor ros for korets egen udgave af »Dronning Dagmar«, som man sang i domkirken.

Fritid | Koncerter | Kultur | Esbjerg
27/06/2012

Af H.C. Andersen

Vi mangler tenorer

»Nødråbet« kommer fra Bramming Blandede Kors leder, Brynhild Tophøj, som samtidigt lokker med tur til Wales i 2013.

 Bramming Blandede Kor er på vej ind i en god udvikling.
»Koret har udviklet sig meget gennem de senere år, og medlemmerne har udvist en rigtig god arbejdsmoral«, fortæller Brynhild Tophøj.
Men samtidigt lyder der et lille suk fra hende. På mandesiden mangler der nemlig tenorer, for at man kan opfylde nogle af de ambitioner, man har.
Koret, som har ca. 30 medlemmer, øver hver torsdag i lokalerne på Industrivej, og man er meget velkommen, hvis man har lyst til at synge med i Bramming Blandede Kor. Også selvom man ikke er tenor, naturligvis.
»Vi har det rigtig hyggeligt sammen«, fortæller Brynhild Tophøj. »Vi starter klokken 19, og derefter øver vi i to omgange, afbrudt af en kaffepause.

Tur til Wales med ægtefæller
I Kr. Himmelfartsferien 2013 venter en stor oplevelse for koret.
En tur til Wales er i støbeskeen. Der er tale om en genvisit, idet man for et par år siden havde besøg af Brecon Male Choir ( På dansk: Brecon mandskor).
Deltagerne på turen skal bo på hotel lige midt i byen Brecon, og det lokale kor fra Wales er allerede godt i gang med at arrangere nogle spændende dage, hvor gæsterne fra Danmark både skal synge og være turister.
Turen bliver overraskende billig«, fortæller Brynhild Tophøj, som med et smil understreger, at denne tur måske kunne være en god »lokkemad« for potentielle tenorer i koret. 
Kommentarer
• Tilbage til avisens forside