Videoklip

Se alle

Dyrene klæder naturen, og de stortrives helt tydeligt i det saftige græs. Selv tyren hilser gæstfrit på, og spædkalven passer sin egen madrytme ved mors yver.

Forrige
Næste

Dyr & Natur | Landbrug | Livsstil | Vejen
08/06/2012

Af Kirsten Enevoldsen

Limousinefestival 22. juni

Limousine er noget ganske andet, når de går på fire ben, end når de triller på fire hjul.

Hos gdr. Peter Wagner Holst på ”Mosegaarden” ved Stenderup syd for Holsted gumler en halv ses flotte limousine-kreaturer og en godmodig tyr ganske uforstyrret videre, da vi sammen med kok Preben Madsen fra Restaurant Herregårdskælderen på Sønderskov Slot kryber under det elektriske hegn og ind på deres spisebord: En saftig grøn græsmark derude på landet, hvor fuglene kan høres og naturen duftes.
- De har det godt de her dyr, og det smitter af på den kødkvalitet, jeg skal bruge i køkkenet, fortæller Preben Madsen, som i mange år har købt sine råvarer her.
- Det er limousine-kvæg. Limousine-kød er lyst, saftigt og næsten alt sammen produceret kun for at ”sætte kød” på dyrene. De malkes ikke. Kalvene patter hos køerne. Desuden går de frit og dejligt – nurses næsten helt som børn. Alt sammen med til at sikre en kødkvalitet af absolut bedste slags, understreger Preben Madsen, som er én af fem syd-sydvestjyske kokke, der dækker op til limousinefestival’en på Granly Arena i Esbjerg 22. juni. En kulinarisk oplevelse i topklasse.
Der er tale om en syd-sydvestjysk smagsfestival af helt speciel karat, hvor det faglige fællesskab omkring smagsløg og kødgryder er det, der driver værket. Ideen – filosofien om man vil – bag den på alle måder specielle festival er, at råvarerne stammer her fra området og er produceret så tæt på naturen som overhovedet muligt.
Den fem retter store menu koster 575 kroner kuverten; incl. fri vin og øl til klokken 23, og billetter kan bl.a. købes på Herregårdskælderen.
De fem gourmetkokke, som fremstiller hver én ret til menuen, er Bo Ross Mogensen, Kolvig i Ribe, Henning Kohl, Schackenborg Slotskro, Josef Nielsen, Kunstpavillonen i Esbjerg, Jacob Justesen, Restaurant Justesen i Varde, og Preben Madsen, Herregårdskælderen. Vine fra Piccinini Rosso Toscana leveres af Aakjærs i Esbjerg.
Preben Madsens buffet-ret er krydderurtefarseret limousinebryst med kraftig sky og salat af sommergrøntsager med ristede græskarkerner.
De øvrige fem limousine-retter er: Inderlår – marineret med røget olie, serveret med Vadehavsrejser, kveller og sommersalat, langtidstilberedt bov og lynstegt mørbrad med ”hyldebærkapers”, krydderurter og Vesterhavsost, ryg stegt med kraftige krydderurter, serveret med marinerede spæde grøntsager og kartofler – og endelig helstegt kalvekølle med timiansauce, salat af spidskål og hvedekerner samt nye kartofler.
Endelig er der brødbuffet med Jernved-smør.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside