Videoklip

Se alle

Så idyllisk tager den sig ud - lunden i Holsted Plantage, hvor scenen i ældre tid var op til højre: Og det er vores drøm at få genetableret traditionen med grundlovsmøøder og folkefest her - og måske en sommer-cabaret, fortæller Jens & Laila.

Forrige
Næste

Jubilæum | Livsstil | Mad & Vin | Spisested | Vejen
31/07/2012

Af Kirsten Enevoldsen

Skovpavillonen fester hele dagen 8. august

Markerer Holsted Plantages 110 års fødselsdag fra morgen til aften for hele egnen.

Velkommen i den grønne lund, hvor fuglene de sjunge……..
Det er umuligt at dreje ned ad skovvejen til Skovpavillonen i Holsted By, uden at netop den Grundtvig-strofe får stemme – og mening! Det var nemlig her, idérige mennesker for 110 år siden plantede skov – og dermed grundlagde det naturmaleri, der leder tanken hen på den dejlige danske sang.
Helt nøjagtigt blev der dengang plantet 18.500 nåletræer og 3.500 løvtræer på det dengang syv hektar store område, - som i dag er skrumpet ind til omkring de fem på grund af vejbyggeri, rensningsanlæg m.v.
Oprindelig var plantagen en såkaldt skolelodde – deraf det senere navn Skoleplantagen – hvor landsbylæreren som fryns til en lidt karrig løn kunne avle kartofler, grøntsager, bær o.s.v. til husholdningen.
Dengang i 1902 blev plantagen etableret som et aktieselskab. 50 kroners aktier, som egnens befolkning i stort tal købte - og dermed støttede formålet om at få en smuk lund til søndagsspadsereturen, madpakketuren eller blot og bar’ en rekreativ stund.
I dag er det overgået til et anpartsselskab. Stadig er plantagen på helt lokale hænder, og stadig er den ikke så lidt af byens stolthed. Og den glæde og stolthed over den grønne lund i byens hjerte deles 100 procent af Skovpavillonens nuværende ejere, Laila Søndergaard & Jens Jensen:
- Det er jo et herligt sted her. Skoven, åen, roen og den helt specielle idyl er det, vi holder af og det, vi vil leve op til i vores måde at drive restauranten her på, siger de efter indtil nu seks år ved kødgryder og i festlokaler.
Skovpavillonen startede som traktørsted. Et lidt historisk begreb, der er afløst af det mere nutidige og præcist beskrivende Restaurant Skovpavillonen. Og her festes der igennem hele onsdag den 8. august. Det er skovens – Holsted Plantages – 110 års fødselsdag, og det vil værtsparret markere for hele egnen og for alle generationer.
Om formiddagen er der sanglege med musik af Jan & Co. og pølser m.v. for børnene:
- Børnefamilier, dagplejere, børnehaver og skoler bruger området flittigt, og det er dejligt med liv på legepladsen og rundt i skoven, siger Jens&Laila.
Om eftermiddagen kommer Anny Fyhn fra Vejle – kendt fra dansktoppen med bl.a. ”De nære ting”, og Laila&Jens satser på sommervejr, så arrangementet kan foregå fra scenen nede i Lunden, hvor græsset er grønnere end set i mange år – og hvor der virkelig er mulighed for stemning, sang og sommerhumør.
Sidst på eftermiddagen er det så et vinsmagnings-arrangement, der bydes på; præsenteret af Jan Jensen fra Top Wine i Esbjerg.
Dagens clou blæses der op til klokken 17. Det er Helge Bjerregaard og hans orkester, der finder melodien og blæser til en helt særlig fødselsdags-luksusbuffet. Af hensyn til indkøb og opdækning er det her nødvendig med tilmelding, og når 120 har meldt sig, bliver der sagt stop. Alle deltagere kan derimod glæde sig til Bjarne Hansen-dinnermusik under middagen.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside