Videoklip

Se alle

Professor Anette Kolmos, Aalborg Universitet, stammer fra Toftlund, hvortil hun vender tilbage for at fortælle sin historie.


03/03/2010

Af Ella Warming

Hvor blev hun af?

Anette Kolmos, der er opvokset på Herrestedgaard, vender for en kort stund tilbage til barndomsbyen

Der står professor på visitkortet, og CV’et er langt som en indkøbsseddel før en fest. Navnet er Anette Kolmos, og hun er en dame med en spændende karriere inden for forskning i læring.
Professor Kolmos er ekspert inden for Problembaseret læring og inden for Pædagogik og læring, og i det daglige underviser hun på Aalborg Universitet.
Lokalhistorisk Forening og Arkiv for Toftlund og Omegn har inviteret Anette Kolmos til generalforsamlingen i foreningen, og her vil hun fortælle sin spændende historie om »tiden efter Toftlund«.
Mange genkender nok efternavnet Kolmos, for den familie  drev i mange år Herrestedgaard, der ligger lige ved siden af kirken. I dag er gården Sognegård.
Anette Kolmos, der er født i 1956, boede som barn på Herrestedgaard, og hun gik i Toftlund Skole. Studentereksamen tog hun fra Aabenraa Statsskole, før hun gik videre i uddannelsessystemet.
Alt det og mere til vil hun fortælle om på generalforsamlingen, der foregår på næste mandag den 15. marts i Arkivet på Søndergade i Toftlund.
»Anette Kolmos kommer i serien ”Hvor blev de af?” og fortæller om, hvad hun arbejder med, og hvad der er sket i hendes liv siden hun forlod Toftlund.
Det er en enestående chance for at møde en kvinde, der har klaret sig usædvanligt godt og som har et spændende, udfordrende job«, siger Lis Mikkelsen fra foreningen. Lis Mikkelsen er pensioneret lærer fra Toftlund Skole og underviste på skolen, da Anette Kolmos var elev der.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside