Michael Alrø viser her murstykket, som er en del den oprindelige processionsgang, frem.

23/02/2012     Historie | Kultur | Museum    

Flere rester af Ribes processionsgang gravet frem

Det nye fund kan bidrage til at give et mere præcist billede af, hvordan gangen egentlig så ud
RIBE - Mulden i Ribe har vist sig at være en sand lækkerbisken for arkæologer. Og på Torvet ved Ribes Domkirke har arkæologerne fra Sydvestjyske Museer nu gjort endnu et spændende fund.

 Tæt på Den Gamle Arrest har de fundet en murrest af processionsgangen i Ribe. Det knap fem meter brede, en meter dybe og knap 75 centimeter høje murstykke var førhen dækket af en kirkegårdsmur og er større end tidligere og lignende fund.

 – Hele Torvet omkring domkirken har været kirkegård omkring 1000 år og helt frem til 1800 tallet. Det har været en stor kirkegård med begravelser fra blandt andet ældre middelalder og vikingetiden, forklarer Michael Alrø, arkæolog ved Sydvestjyske Museer.

 Men resterne af den har arkæologerne fjernet. Tilbage er nu at fjerne yderligere murværk, for bag det gemmer sig rester af processionsgangens oprindelige mur.

 – Muren er i granitkvæder. Det vil sige tilhugget granit. Med fundet falder der mange brikker på plads. Det bliver nemmere at lave en rekonstruktion af, hvordan processionsgangen egentlig har set ud, forklarer Michael Alrø, der gjorde fundet sammen med kollegaer.

 – Det ændrer dog ikke på det størrelsesforhold, som vi allerede mener, at processionsgangen har haft. Men med fundet får vi flere detaljer om den, uddyber arkæologen.

 Når arkæologerne har undersøgt og dokumenteret fundet, rives muren ned, så renoveringen af Ribe Domkirkeplads kan fortsætte.
Fakta
Processionsgangen ved Ribe Domkirke blev revet ned i 1700-tallet. Den trefløjede gang blev oprindelig opført i senmiddelalderen, men i dag er kun en lille rest af det sydvestlige hjørne bevaret, fredet og i dag rammen om en række kulturelle aktiviteter.