Kristian Lund i gang med at samle en motorcykel efter specialbestilling.

18/03/2012     Speedway | Virksomheder     Af Nina Wolff

Danmarks største speedwayshop ligger i Outrup

Kristian Lund kører sammen med sin far Danmarks største butik med speedway-udstyr.
Han er bidt af speedway og har selv været professionel kører i tre år. Da han stoppede speedwaykarrieren i 2005, startede han sammen med sin far, Jens Lund, virksomheden »K.L. Support« med udstyr til sporten.
 
- Vi startede stille op, og så er vi vokset lige siden. Vores kunder er alle fra mikro-kørerne til Nicki Pedersen, og vi importerer direkte fra fabrikken og leverer blandt andet til England, Polen, Sverige og Tyskland, fortæller Kristian Lund.

Firma, familie og fritid
I dag er virksomheden, som har en meget velfungerende webshop, mere end et fuldtidsjob for Kristian Lund.
 
- Jeg lægger 60-70 timer i det hver uge, og vi vil gerne udvide. Vi har set på en grund i nærheden, hvor der kan blive plads til en stor lagerhal, og så skal vi måske have en ansat mere, siger Kristian Lund.
 
I butikken har de alt i udstyr til speedway, og de kan også lave special-tilpassede speedwaycykler samt service.
 
Kristian Lund bor privat lige ved siden af butikken sammen med kæresten Maria Hille, som er pædagog i Oksbøl, og deres datter Anna på to år.
 
I den sparsomme fritid hjælper Kristian Lund til i Outrup Speedwayklub, og han vil gerne kippe lidt med flaget for klubbens talentarbejde:
 
- Vi har et godt opstartstilbud til børn mellem tre og otte år: For 995 kroner kan de træne en sæson, og det er inkusiv lån af tøj og cykel, forklarer han.