18/04/2012
Natur
Af Karin Lorenzen Kjærgaard
Frygtet dværgbændelorm fundet i ræv ved Højer
Rævens dværgbændelorm Echinococcus multilocularis er for første gang fundet i en jysk ræv.
Det er DTU Veterinærinstituttet, der overvåger for ormen, som kan have fatale konsekvenser for mennesker. Fundet understreger, at man bl.a. bør være opmærksom på hygiejnen især i omgang med dyr.DTU Veterinærinstituttet har fundet rævens dværgbændelorm Echinococcus multilocularis i en ræv der for nylig blev skudt ved Højer. Det er første gang bændelormen er fundet i jyske ræve. Echinococcus multilocularis kan smitte til mennesker, hvor de i larvestadiet angriber leveren, hvilket kan have fatale følger.
”Fundet viser, at der er en risiko for, at man kan blive smittet med Echinococcus multilocularis i Danmark. Risikoen er formentlig lille, men folk bør være opmærksomme på det og tage deres forbehold,” siger Heidi L. Enemark, der er seniorforsker ved DTU Veterinærinstituttet.
Mennesker smittes gennem kontakt med afføring fra smittede dyr f.eks. ræve og hunde, så det er vigtigt at have god hygiejne i særdeleshed, når man håndterer dyr. Ejere af jagthunde bør således være særligt opmærksomme på risikoen for smitte, ligesom tæt kontakt med byræve f.eks. via fodring menes at udgøre en risiko for mennesker.
Rovdyr herunder ræve, mårhunde og hunde bliver smittet ved at spise mus eller andre gnavere, hvor larvestadiet af bændelormen findes som cyster i leveren. De kan ligeledes bære på æg i pelsen, hvis de f.eks. har rullet sig i afføring fra smittede dyr.
Sidst der blev fundet Echinococcus multilocularis i danske ræve var i 2000, da de blev konstateret i tre ræve fra Københavnsområdet. Siden er parasitten ikke konstateret i Danmark, men i efteråret 2011 begyndte DTU Veterinærinstituttet i samarbejde med Fødevarestyrelsen en undersøgelse blandt ræve og mårhunde, så det kan blive kortlagt, om der er Echinococcus multilocularis i landet, og det har altså ført til fund.
Ræven, der havde ca. 20 orm i tarmen, er skudt ved Højer i Sønderjylland og er blevet indsamlet af Center for Vildtsundhed i samarbejde med Naturstyrelsen. Den er en af næsten 300 ræve, som DTU Veterinærinstituttet har undersøgt indtil videre. Der er også blevet undersøgt mere end 80 mårhunde. ”Fundet viser, at parasitten er mere udbredt i landet end hidtil antaget. Selvom om risikoen sandsynligvis er meget lav, bør landets læger derfor være opmærksomme på, at det kan være en mulig diagnose,” siger Heidi L. Enemark.
Dyrlæger kan indsende afføringsprøver fra kæledyr til DTU Veterinærinstituttet for påvisning af bændelorm ved diagnostisk undersøgelse.