01/06/2012
Kunst
Af Mogens Christensen
Askov Højskole i light-udgave
Askov Højskole vil gerne bruges, og også gerne af borgerne i Vejen og Askov.
Derfor sender højskolen nu en føler ud i lokalområdet: Kom og deltag i et ugekursus om croquis, vær med i alle aktiviteter og måltider – men nyd din egen seng om natten.”Vi er ret sikre på, at det for mange vil være en fantastisk mulighed: At nyde alle højskolelivets goder, men hvor man ikke behøver flytte ind,” siger højskolelærer Katrine Munk, som er kursusleder på det croquiskursus, der i uge 26 – fra den 25. juni til 1. juli - er første forsøg på at give højskolens ”naboer” chancen for at være dagelever og følge et kursusforløb på en uge.
På dette nye ugekursus, hvor man kan være dagselev, skal der males og tegnes efter croquis-modeller.“Vi vil gerne styrke vores mere kreative profil og starter derfor med et croquis-kursus, hvor både begyndere og mere øvede har mulighed for at være med,” siger Katrine Munk.
Derudover er der også foredrag, museumsbesøg og masser af andre spændende ting på programmet.