Der bliver alligevel plads til 120 Vestas-medarbejdere i Varde. (Colourbox)
13/06/2012
Arbejdsliv | Ledighed | Vindmøller
Af Karina Øhlenschlæger
VESTAS: 120 vindmølle-jobs bevares i Varde
På Vestas hjemmeside fortæller virksomheden, at 120 jobs bevares i Varde.
Det bliver det kinesiske selskab Chinese Titan Wind Energy, der køber fabrikken i Varde og dermed bevarer de fleste af de 120 job i byen. Chinese Titan Wind Energy, der ligger i byen Suzhou vest for Shanghai har gennem længere tid været en samarbejdspartner med Vestas.
Glad erhvervsdirektør
I en pressemeddelelse fra Vardes Erhvervs og Turistråd lyder det:
- Med dagens meddelelse om, at Vestas har fundet en køber til virksomhedens lukningstruede afdeling i Varde er fem måneders arbejde med at bevare arbejdspladser og produktionsfaciliteter i Varde nået i mål.
Om morgenen den 12. januar 2012 meddelte Vestas Wind Systems A/S, at virksomheden ville foretage en strategisk reorganisering, der blandt andet betød, at Vestas ville skille sig af med sin tårnproduktion i Varde.
- I Varde blev denne melding modtaget som et chok, men inden dagen var omme, var arbejdet med at definere »tiden efter Vestas« i gang, siger Per Rask Jensen, direktør i Varde Erhvervs- og Turistråd.
- Det var til stor inspiration og motivation for arbejdet, at der før Vestas havde været to andre virksomheder på matrikelnummeret: Falkenberg og Vølund. Så det handlede jo i bund og grund om at finde en ny virksomhed, der ville rykke ind. Og naturligvis gerne en virksomhed, der kunne drage fordel af set-uppet i Varde, så arbejdspladser blev bevaret, og kompetencer fortsat blev nyttiggjort, forklarer Per Rask Jensen.
Med dagens offentliggørelse af købet af tårnproduktionen i Varde ser fremtiden meget lysere ud både for de kompetente medarbejdere, der arbejder på virksomheden og for områdets energisatsning.
- Det har enorm positiv effekt og signalværdi for Varde, Esbjerg og hele regionen, at vi bevarer en betydelig cleantech-virksomhed med internationalt fokus i området, siger formand for bestyrelsen i Varde Erhvervs- og Turistråd, Vagn Jørgensen