15/06/2012     Brand | Virksomheder     Af Ella Warming

Mustang Trailers i Gram hærget af voldsom brand

Administrationsbygning og en del af lageret blev reddet, men hele produktionsafdelingen er brændt ned til grunden ved storbrand hos Mustang Trailers

"Det er næsten ikke til at forstå, og jeg kan slet ikke overskue det lige nu", siger direktør Henrik Nissen, der sammen med broren Arne ejer Mustang Trailers i Gram. Han reagerede prompte her til morgen, da brandalarmen lød, og da han så, at det brændte i en af fabrikkeens sprøjtekabiner med stor røgudvikling til følge, fik han alle sine medarbejdere ud og tjekkede, at branddørene lukkede. Det hjalp ikke stort, for hele produktionsafdelingen brændte i løbet af få timer helt ned til grunden.
Beredsskabsstyrelsen og de frivillige brandværn fra Gram og Arnum fik reddet administrationsbygningen og en del af lageret af hestetrailere, men ifølge Henrik Nissen er alle forme beændt væk. "Jeg ved ikke, hvordan vi kommer videre herfra, men videre - det skal vi", siger Henrik Nissen rystet.
Beredsskabet fungerede perfekt, ligesom brandalarmeringen kørte som den skulle, men selvom alle hurtigt reagerede på alarmen, kunne brandfolkene ikke stille noget op mod den eksplosive brand. Der er ingen personer kommet til skade ved den voldsomme brand, oplyses det.
Fotos: Sandbjergs Foto, Ove Schmidt og Ella Warming