Frivillighusets sommerlejr for udsatte børn får 42.000 kroner i støtte fra tips- og lottomidler. (Foto: Colourbox)

29/06/2012     Børn | Ferie | Sommer     Af Nina Wolff

Frivillighuset får lottopenge til sommerlejr

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup støtter foreningen Frivillighuset i Varde med 42.000. Pengene skal bruges til, at børn fra socialt belastede familier kan komme på sommerlejr.
Børn fra socialt belastede familier skal med Frivillighuset i Varde på sommerlejr. Social- og integrationsminister Karen Hækkerup giver fonden 42.000 kroner fra ministeriets Tips- og Lottopulje til særlige sociale formål.
 
Varde Kommune udvælger de børn, som skal med på lejren. Målet er, at de samme børn deltager hvert år, så lejren kan give dem positive oplevelser år efter år.
 
- Sommerlejren giver børnene en pause fra hverdagen, hvor de kan være sammen med andre børn i samme situation. Alle de frivillige kræfter er en vigtig forudsætning for sommerlejren, og jeg er sikker på, at det gør en stor forskel for det enkelte barn at dele gode ferieoplevelser både med andre børn og de voksne frivillige, siger Social- og integrationsminister Karen Hækkerup.
 
12.5 millioner kroner
I alt får 77 projekter med frivilligt socialt arbejde lidt over 12,5 millioner kroner fra Social- og Integrationsministeriets Tips- og Lottopulje fordelt over årerne 2012 til 2013.
 
Formålet med puljen er at styrke den samlede sociale indsats i samfundet gennem tilskud til frivilligt socialt arbejde. De støttede projekter styrker den frivillige ulønnede indsats og forebygger og afhjælper sociale problemer.
 
Målgruppen for puljen er mennesker med sociale problemer eller mennesker i en svær situation i livet.