Opgørelsen af erstatningen for bygningsskaderne lyder på mere end 18 millioner kroner, men da der blandt andet skal bruges penge på at rydde brandtomten og de resterende bygninger på Trekanten, kan Haderslev Kommune se frem til at få 18 millioner kroner til rådighed.
"Vi har haft en god dialog med Alm. Brand, der har været på banen fra 1. dag i denne sag. Det har også betydet, at vi nu har fået en god aftale på plads, så vi kan komme videre", siger borgmester Jens Christian Gjesing.
Ifølge kommunens forsikringsvilkår er det ikke et krav, at det er bygningen på Trekanten, der bliver genopbygget. Kommunen kan således bruge pengene til at genopføre en ny bygning et andet sted.
"Når budgettet for 2013 er vedtaget vil vi kigge på, hvilke anlægsprojekter, der skal udvælges, og de projekter vil så blive præsenteret for Alm. Brand. Aftalen er, at vi kan bruge pengene på en ny bygning, men ikke på asfaltarbejde", siger Jens Christian Gjesing.
Nu bliver brandtomten i Vojens ryddet sådan at den kan indgå i fremtidig byggeplanlægning i Vojens.
De daglige brugere af det beskyttede værksted i Vojens er alle blevet tilknyttet nogle af kommunens øvrige institutioner. Hjemmeplejegruppen og de administrative medarbejdere er ligeledes placeret på nye adresser.