04/07/2012
Børn | Ferie | Fodbold
Af Nina Wolff
SE BILLEDERNE: 288 børn fintede og fightede
Varde Idrætsforening afholdt fodboldskole i uge 27, hvor 288 drenge og piger brændte det første feriekrudt af.
Der blev drukket mange liter vand på Sydbank Stadion i Varde, da 288 børn deltog i Varde Idrætsforenings Peugeot Fodboldskole i sommerferiens første uge.
- Vi har nogle enkelte børn på syv år, og ellers er de fra otte år og op til 15. De spiller i 16 grupper med hver deres træner og assistent, siger fodboldskoleleder Eigil Kristensen.
Bredde frem for alt
Hver dag fra klokken ni til femten har den stået på undervisning med masser af fodboldspil for de 192 drenge og 96 piger.
- De spiller på blandede hold, men tirsdag og torsdag har vi tøsetimer og drengegrupper. Onsdag har vi fodboldskoleturnering, hvor man prøver at spille mod mange forskellige, siger Eigil Kristensen.
Netop bredden er vigtig i fodboldskolen:
- Det her er for bredden og ikke eliten, men vi prøver da at give de dygtigste nogle flere udfordringer, siger han.
Sund mad er populær
En succes på dette års fodboldskole er det nye tilbud om at få en sund frokostbuffet til 100 kroner for hele ugen gennem projekt Scoremad i fritidscenterets cafeteria.
- Der er 240, der er med i tilbuddet, og der er god ro og orden, når vi spiser. I år får projektet en del tilskud, så jeg ved ikke, om vi kan lave samme gode tilbud næste år, men det håber jeg da, siger Eigil Kristensen.