Den bærbare og telefonen er Laila Zabells vigtigste redskaber. (Foto: Nina Wolff)

07/08/2012     Fritid | Ældre     Af Nina Wolff

Laila er vild med seniordating

66-årige Laila Zabell fra Tistrup søgte efter en partner på nettet, og hun endte med at blive administrator på en hjemmeside med dating for seniorer.
Efter næsten et helt livs ægteskab og seks børn blev Laila Zabell fra Tistrup single. Hun begyndte at søge efter en partner på nettet, men hun blev irriteret over, at man på de fleste datingsider skal betale for at være medlem.
 
- Det gider jeg ikke, men så fandt jeg en side, hvor det var 100 procent gratis. Det var lige startet op, så der var ikke ret mange endnu, men jeg buldrer jo bare derudaf, så jeg blev tilbudt at blive administrator, fortæller Laila Zabell med en umiskendelig sjællandsk accent.
 
Hun kom dog til Jylland i 1976 og har boet de sidste 26 år i Tistrup.

En rødglødende internetforbindelse
I dag bruger Laila Zabell meget af sin tid foran computeren eller på telefonen for at hjælpe andre seniorer, der gerne vil i gang med dating på nettet:
 
- De kan ringe eller skrive til mig og få hjælp til at oprette en profil, og så holder jeg for eksempel øje med falske profiler og sletter dem, siger hun.

 Selvom det ikke er blevet til kærlighed på nettet endnu, så har Laila Zabell fået mange nye venner.
 
- Jeg har fået veninder her i området, som jeg tager på tur med. Og så er der alle dem på nettet. Man får en livlinje og en daglig kontakt. Det er et fællesrum, hvor vi tager os af hinanden. Det er Facebook for seniorer, griner Laila Zabell.
 
Hun forklarer, at der er mange, der bruger siden til at finde for eksempel rejsepartnere og folk til socialt samvær.
 
- Der er mange forskellige mennesker. Vi har en mand på 89 år, som ligner en på 60 år. Han ser knaldgodt ud og er ferm til en computer. De ældre er altså ikke tabt bag en vogn, siger hun.
 
Laila Zabell kan man møde på senior.dk