SønderjyskEs guldfugl, Lasse Vibe, flyver direkte på A-landsholdet. (Foto: Annemette Stollig).

08/08/2012     Fodbold     Af Betina Skjønnemand

Guldfuglen fra SønderjyskE på landsholdet

Lasse Vibe er udtaget til det danske A-landshold i fodbold
Landstræner Morten Olsen har i dag offentliggjort truppen til det danske A-landsholds venskabskamp mod Slovakiet, der spilles onsdag den 15. august kl. 20.15 på Tre-For Park i Odense.
SønderjyskEs Lasse Vibe er efter overbevisende indsats for SønderjyskE blevet udtaget til landskampen.
"Vi er meget stolte, og glæder os på Lasses vegne", siger sportschef Ole Nielsen, og fortsætter: "Lasse har spillet 73 kampe i 1. division for henholdsvis FC Fyn og FC Vestsjælland, hvor det er blevet til 25 mål og 6 assister. Han skiftede som bekendt i vinterpausen til SønderjyskE, hvor det på blot 16 superligakampe er blevet til 8 mål og 4 assister.  Lasse har på rekordtid vænnet sig til den noget hårdere matchning i Superligaen, og det er fuldt fortjent at Lasses flotte forår nu krones med en udtagelse til det danske A-landshold", fastslår Ole Nielsen.
Lasse Vibe er ikke overraskende en glad mand i dag.
"Jeg blev i første omgang meget overvældet, da jeg fik meddelelsen om udtagelsen. Dernæst en stolthed og den helt specielle nationalfølelse over at være én af de udvalgte, der skal repræsentere Danmark.  Det er vel alle fodboldspilleres drengedrøm, at skulle spille i rødt og hvidt. Sådan har det også været for mig. Jeg vil gå til opgaverne med ydmyghed; det er et stort privilegium bare at være med blandt de udvalgte spillere. Morten Olsen og trænerteamet skal naturligvis se mig an – og omvendt.  Gør man det godt, er der altid en chance for at komme videre til de kommende landskampe.
Nu må vi se, hvad tiden bringer. Èn ting er helt sikkert; jeg vil selvfølgelig gå 100 % efter at vise, hvad jeg kan hvis jeg får chancen for at komme på banen på onsdag", slutter Lasse Vibe.