Videoklip

Se alle


11/01/2005

Af Bo Maimburg

»Et herrefedt museum«

Ribe Kunstmuseum har haft det bedste år nogensinde og har haft en fremgang i antal besøgende på over 30 %
Museumsinspektør Inge Mørch Jensen har svært ved at skjule stoltheden over det meget imponerende antal besøgende, som har været på museet i år 2004. Museet har haft besøg af ikke færre end 14.702, og så mange gæster har der aldrig før været i museets historie. - Jeg ved godt, at det i vores verden ikke er in at hænge sig i besøgstal, men tomme sale giver kun mening i korte øjeblikke. Men vi har i de sidste par år gjort alt, hvad vi kunne for at få skabt liv i huset, og publikum har honoreret vores anstrengelser. Med 14.702 besøgende har vi slået rekord, for der har aldrig før været så mange gæster på museet. Det er en fremgang på 32% i forhold til sidste år, siger museumsinspektøren.

Stor lokal opbakning

- Der har været mange lokale besøgende, og museets kunstforening har rundet de 500 medlemmer - og det er snart en fordobling på få år. Der er nedsat et aktivitetsudvalg, som skal sørge for, at 2005 byder på endnu flere oplevelser. Udlandsrejser, kunstudflugter og overrumplende foredrag.
Museet er i årets løb også blevet renoveret, og kunstneren Carlo Haahr Berntsen har lavet en farveskala, som beskriver, hvordan museet skal males.

Museet skal bevares

- Vi har fantastiske kunstværker, og en kvalitetsrapport foretaget af Kulturministeriet fast-slår, at samlingen er meget bevaringsværdig. Samlingens topkvalitet er medvirkende til, at der skal gøres alt på både lokalt og nationalt plan, for at museet fremtidssikres. Det bliver den store udfordring de kommende år.
I museets gæstebog har mange unge mennesker også ytret deres holdning til museet. Det kan ses, da der er blevet skrevet »Herrefedt museum«, »Great pictures … these pictures are so unknown in the rest of Europe«.

Herrerne er stærke!

Inge Mørch Jensen roser i store ord den indsats, som museets to medarbejdere, Mogens Welinder og Thommas Madsen har gjort.
- De to herrer - som de kaldes i daglig tale - har en stor ære for museets store udvikling og for den dynamik, der har været.
- Jeg bruger dem som sparringspartnere, og det job udfører de utrolig godt. Jeg har en fantastisk hjælp af dem, og de har en stor fortjeneste for, at vi kan have så stort et aktivi-tetsniveau på museet, siger Inge Mørch Jensen.
Kommentarer
• Tilbage til avisens forside