Videoklip

Se alle


11/01/2005

Af Bibi Kjær

En nationalpark? Ja - men på betingelser!

Ribe-Mandø arbejdsgruppen vedrørende pilotprojekt »Vadehavet som nationalpark« indkalder til heldagsmøde
VESTER VEDSTED - I arbejdsgruppen har man nu afsluttet diskussionerne for og imod tanken om nationalpark i området. - Lørdag den 15. januar mødes gruppen for sidste gang til et heldagsmøde på Vadehavscentret i Vester Vedsted for at færdiggøre den rapport, der skal tilstilles styregruppen for hele Vadehavsregionen, oplyser Ove Øllegaard fra arbejdsgruppen. - Ligesom til alle møder indtil dato er der også til dette møde adgang for alle med interesse for sagen. Der har deltaget mellem 30 og 40 mennesker pr. mødegang til de første 7 møder.
- Der er i arbejdsgruppen enighed om, at en udpegning af hele Vadehavsregionen til nationalpark vil kunne give en enestående mulighed for at fremhæve og videreudvikle området både med hensyn til erhverv, natur og kultur.
Der er i arbejdsgruppen enighed om, at * forvaltningen af en evt. nationalpark skal forankres lokalt, så den løbende kan udvikles med udgangspunkt i lokal indsigt, kultur og interesser med respekt for områdets store natur- og kulturværdier * det skal være muligt at fastholde og udvikle et bæredygtigt erhvervsliv i nationalparken * der skal etableres en balance mellem benyttelse og beskyttelse af området. Ikke mindst er man interesseret i forenkling af de talrige internationale og nationale regler, der regulerer brugen i området nu. I takt med naturens og kulturens udvikling bør der derfor kunne ske justeringer undervejs under hensyn til denne balance.
* der bør fokuseres på regionale produkter, håndværksmæssigt, fødevaremæssigt og industrielt, som kan medvirke til at markedsføre området.
- Det har ikke været arbejdsgruppens opgave at søge mod enighed, men tværtimod at søge at formulere ideer, visioner og fremtidsperspektiver. Afgrænsning af en evt. nationalpark er et eksempel på et emne, hvor der er uenighed. Arbejdsgruppen vil derfor formodentlig i sin afsluttende rapport pege på forskellige muligheder for afgrænsning, der er fremkommet i de hidtil førte diskussioner, oplyser Ove Øllegaard.
Kommentarer
• Tilbage til avisens forside