Videoklip

Se alle

Uffe Vestergaard ser det som en vigtig del af arbejdet som sognepræst at skabe aktiviteter, men det vigtigste er gudstjenesterne.

Forrige
Næste

Kirke
29/11/2011

Af Bo Maimburg

Præsten er midtpunktet i sit sogn

Sognepræst Uffe Vestergaard har succes som en uformel præst, der praktiserer åbenhed, masser af arrangementer og nye tiltag

VADEHAVSPASTORATET - Da man valgte at sammenlægge pastoraterne Vester Vedsted/Mandø med Hviding /Rejsby fik Uffe Vestergaard ideen at kalde det Vadehavspastoratet.

 Denne gode ide blev godkendt af biskoppen til stor glæde for den lokale sognepræst.

 - Vadehavet er jo fællesnævneren for alle byerne i det nye sogn. Derfor var navnet Vadehavspastoratet jo oplagt. Og i en tid med stor vægt på Nationalparken var navnet jo også passende, siger Uffe Vestergaard.

Vil samle sognet

 Præsten forsøger nu med en stribe spændende tiltag at samle sognebåndene og skabe et godt samvær og et og tættere forhold mellem indbyggerne.

 - Jeg er et menneske, der kan lide at have travlt og skabe aktiviteter til glæde for indbyggerne i sognet. Jeg har derfor altid haft mange aktiviteter på programmet, og flere af dem har nu mellem 70 og 100 deltagere. Det overrumplede mig meget, men der er heldigvis plads til det i den nye konfirmandstue i Vester Vedsted.

 - Jeg følger med tiden, og jeg serverer ofte ost og rødvin istedet for kaffe og blødt brød, og det er populært og prikken over i’et, siger han med et veltilfreds smil.

Der kommer flere i kirken

 - Når aktiviteterne samtidig får flere til at komme i kirken, kan jeg jo ikke andet end glæde mig. Det vigtigste for mig er, ligesom for alle andre præster, at holde gudstjeneste i kirkerne. Men det glæder mig, når jeg kan medvirke til at skabe et folkeligt fællesskab i sognet. Arrangementerne giver mig et tættere forhold til indbyggerne, og det er jo til glæde for os alle. Flere af sognebørnene kendte ikke hinanden, før de mødte hinanden ved mine arrangementer, og det har jo en stor social værdi.

Formentlig den største

 Uffe Vestergaard ser spændende udfordringer i at skulle rumme hele det nye sogn.

 - Jeg tror, at det nye sogn er Danmarks største - eller ihvertfald et af de største rent geografisk. Det giver mig en udfordring, men den tager jeg gerne, siger Uffe Vestergaard.
Kommentarer
• Tilbage til avisens forside