Slesvig-holstenernes oprør 1848

RIBE - I 1848 opstod der borgerkrig i Danmark. Stridens æble var Sønderjylland/Slesvig. Den ej-derdanske bevægelse krævede en fri forfatning og Sønderjylland forenet med Danmark, men slesvig-holstenerne ville have Slesvig optaget i Det tyske Forbund.

 Den 20. marts 1848 indløb der i København besked om et møde, som havde fundet sted i Rendsborg to dage før, hvor slesvigske og holstenske repræsentanter havde vedtaget at sende en deputation til kongen (Frederik d. 7.) med slesvig-holstenernes krav om en fri forfatning, Slesvigs forening med Holsten og Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund.

 Samtidig med dannelsen af en nationalliberal regering i København, blev der dannet en provisorisk regering i Kiel.
I Kiel var man overbevist om, at den nye ledelse i København ville bruge magt imod den slesvig-holstenske rejsning, og for at få våbenmagt besatte de fæstningen i Rendsborg.

Mobiliseringen i Ribe

 Nedenstående beretning baserer sig på Torsten Friis, »Forsvaret af Ribe«. I Ribe gik man straks efter oprøret i Rendsborg i gang med at organisere byens forsvar mod oprørerne, idet man frygtede, at slesvig-holstenske friskarer via Tønder ville gå frem mod det meget dansksindede Ribe. Derfor nedsatte man en forsvarskomité. Først tog man alle tyskere i byen i troskabs-ed, dernæst byggede man barrikader, afbrød broerne mv.

 Vigtigst var dog at få organiseret borgervæbningen, der blev udvidet til »Frikorpset Ribe« på 300 mand. Eksercits afholdtes på Hegelunds Mark og skydeøvelser på Slotsbanken. Fra generalkommandoen havde man modtaget 350 geværer.

Frikorps Ribes togt til Tønder

 Den 1. april modtog Ribe en skrivelse fra Tønder om, at man der havde oprettet en borgervæbning til opretholdelse af ro og orden. For at forebygge evt. misforståelser understregedes det i skrivelsen fra Tønder, at folk fra kongeriget med hensyn til deres nationalitet ikke vil lide overlast i den tysk dominerede stad, og at man håbede på uforandret godt naboskab. Herpå udbad man sig et svar.

 Et sådant svar blev dog aldrig afsendt, blot sendte Ribe en tilbagemelding med budet om, at svaret ville komme med næste post. Når svaret udeblev, skyldtes det, at der tidligt om morgenen den 2. april rykkede et større kontingent af »Frikorps Ribe« sydpå efter en allerede vedtagen beslutning. Det hed sig, at målet var Løgumkloster, hvor man skulle arrestere nogle oprørere.

 Operationen havde dog et bredere sigte. Det forholdt sig således, at de danske hovedstyrker rykkede frem langs Slesvigs østkyst, mens vestkysten var uden militær beskyttelse. For at sikre sig mod fjendtlige fremstød herfra, skulle man rekognoscere i området.

 Foruden Ribe-styrken skulle der deltage regulære hærstyrker. Som mødested aftaltes Løgumkloster. Først den 4. april var styrken fuldtallig, og fremrykningen mod Tønder kunne påbegyndes. Af taktiske grunde gik man ikke den direkte vej, men lagde ruten gennem den danske enklave Møgeltønder.

 Efterretningen om den danske styrkes fremmarch vakte stor bestyrtelse i det slesvig-holstensk sindede Tønder, men byen blev dog besat uden modstand.

 Et rygte om at oprørske tropper og frisere var på vej mod byen, gjorde de danske styrker anspændte og kampberedte. Tønder tilbød imidlertid alle regulære tropper indkvartering, men ikke de frivillige fra Ribe, idet man naturligvis antog dem for at være ophavsmænd til togtet mod byen.

Demobiliseringen

 Allerede dagen efter forlod soldaterne Tønder, og frikorpsfolkene drog til Ribe. Efter det danske nederlag ved Slesvig, den 23. april ændrede situationen i Ribe sig. Hidtil havde byen kun ventet at skulle forsvare sig mod mindre omvandrende friskarer, men mod en større styrke kunne man intet stille op og risikerede ved et evtuelt fejlslagent forsvar at blive udsat for plyndringer og ødelæggelser. Man opgav derfor at forsvare byen, afvæbnede frikorpset og sendte våben og ammunition ud af byen.