Videoklip

Se alle

Sonja Bjerregaard og indehaver Ib Sørensen har igennem alle årene haft et fortrinligt samarbejde.

Arbejdsliv | Jubilæum | Navne
08/05/2012

Af Bo Maimburg

Sonja har haft 40 fantastiske år­­­­­

På tirsdag den 15. maj har Sonja Bjerregaard 40 års jubilæum hos Boston, hvor hun også er udlært

RIBE - Da Sonja Bjerregaard kom i lære hos herreekviperingsbutikken Boston, var det sjældent, at der var kvinder i den branche.
Men Sonja kæmpede ufortrødent mod de hårde odds og blev ligeså langsomt accepteret af såvel kunder som kollegaer.

 - Da jeg startede i lære, var det min nuværende chef, Ib, der var førstemand, og han var ikke begejstret for, at man havde ansat en kvinde. Han sagde til mig, at jeg ikke skulle forvente at blive her ret længe, men det var der jo ikke så meget at gøre ved, andet end at overbevise dem om mine kvaliteter, siger Sonja Bjerregaard med et stort smil.

 - Jeg er her jo stadig, og den dag i dag er det jo den samme Ib, der er min chef, og vi har et fortrinligt forhold. Han er min chef, men der er plads til venskabelige drillerier, og det tror jeg, at vi begge nyder. Så jeg må jo have overbevist ham om mine kvaliteter.

Skulle overbevise kunder

 - Der gik et godt stykke tid, før jeg fik lov til at betjene min første kunde, og da det skete, var det med et par kollegaer, der kiggede mig over skulderen. Men ligeså langsomt fandt kunderne ud af, at jeg godt kunne finde ud af det. I dag kender jeg mange af stamkundernes størrelse, og det er populært. Der er stadig også mange kvinder, der køber tøj til deres mænd, og dem er jeg selvfølgelig god til at vejlede.

Spændende fremtid

 - Til efteråret bliver butikken overtaget af Wagner, og jeg glæder mig rigtig meget til at medvirke til at give dem en god start i Ribe. Det bliver en udfordring, og den er jeg glad for at være en del af, siger hun.
Fakta
Sonja Bjerregaard er gift med John, som hun har børnene Helle, Svend, Kim og Helene med samt børnebørnene Camilla og Matilde.
Kommentarer
• Tilbage til avisens forside