Egon Fræhr fortalte om Vejen kommunes erhvervspolitik ved besøget hos Dinesen.

Politik | Vejen
16/06/2012

Af Sven Ravn

Besøg hos Dinesen i Jels

Konservative og Venstre i Vejen kommune havde arrangeret et besøg hos Dinesen i Jels den 6. juni, hvor Thomas Dinesen viste virksomheden frem.

Dinesen er i dag en moderne og international virksomhed. Grundstenen blev lagt i slutningen af 1800-tallet, da bygmester Hans Peter Dinesen fra Jels startede sit eget savværk.
Hans Peter Dinesen var kompromisløs i sit krav til råvaren. Og det er det man stadig bygger virksomheden på.
Til restaureringen af det 400 år gamle Sønderborg Slot i 1965 ønskede arkitekterne lange og brede gulvplanker. Jels Savværk og træarten Douglas blev valgt til denne opgave med leverance af gulvplanker der var op til 15 meter lange og 45 cm bredde. De markante plankegulve fra Jels fik arkitekters opmærksomhed. Efterfølgende leveredes de store plankegulve til en lang række slotte, herregårde og kirker.
Da Heidi og Thomas Dinesen overtog virksomheden i 1989 som fjerde generation, blev strategien, at Jels Savværk udelukkende skulle fremstille gulvplanker. I store dimensioner og med høj kvalitet for øje.
I arrangementet deltog borgmester Egon Fræhr, som fortalte om Vejen kommunes erhvervspolitik samt om, hvor vigtigt det er, at servicen fra kommunens side er i højsædet overfor eventuelle virk-somhedstilflyttere.
Et eksempel er slagteriet i Holsted, hvor målsætningen var at spørgsmål fra Danish Crown skulle besvares inden for 24 timer. At dette fælles arbejde lykkedes, har givet et løft til fællesskabsfølelsen blandt medarbejderne på tværs af afdelingerne.
Carina Christensen, ny direktør i Udvikling Vejen, fortalte om, hvad de kan hjælpe nystartede og etablerede virksomheder med, nemlig forretningsudvikling og vækst, afsætning og markeds-udvikling, strategiudvikling, internationalisering og forberedelse til generationsskifte.
Turismen hører også under Udvikling Vejens vinger, hvor man er med i Destination Sydvestjylland (Vesterhavet & Vadehavet).






Kommentarer
• Tilbage til avisens forside