Hvis du vil overvære indvielsen af den nye fodboldgolfbane sker det d. 30. juni.

Fodbold | Vejen
19/06/2012

Af Sven Ravn

Fodboldgolf bane i naturskønne omgivelser

Vejen Fodgoldgolf, Haderslevvej 7, åbner d. 30. juni kl. 13.00.

Alle interesserede er velkomne til at overvære at Peter Viig Nielsen – Optimera Skodborg – klipper den røde snor.
En ide blev til virkelighed.
Indehaverne af Vejen Fodboldgolf, Charlotte og Peter Schmidt, havde længe gået og leget med tanken om at etablere et attraktivt samlingspunkt for familier og større grupper, der gerne ville have en anderledes naturoplevelse.
Nu er ideen om en fodboldgolf bane en realitet og hele familien glæder sig til at tage imod alle interesserede lørdag d. 30. juni, hvor det på dagen vil være ganske gratis at spille.
Fodboldgolf handler i sin enkelthed om, at sparke en fodbold i hul på færrest mulige spark. Der er 18 huller og hver bane varierer i længde og sværhedsgrad.
Spillet kan spilles af alle, store som små og kræver ikke fodbold forudsætninger.
Det eneste som kræves er, at man skal have lyst til at have det sjovt. Der er mulighed for at spise sin medbragte mad eller tænde op i grillen, som stedet stiller til rådighed.
Man skal selv medbringe sine kul.
Området ved fodboldgolfbanen byder på mange ting. Der vil være mulighed for at overnatte i ny opført bålhus med dertilhørende shelters.
Bålhuset er opsat af elever fra Troldkærskolen ved Jels.

- Et samarbejde vi har været utrolig glade for.

- Vi har på den måde været med til at tilbyde stedets unge mennesker et meningsfyldt stykke arbejde, udtaler Charlotte Schmidt.
En tilhørende lade bygning er blevet renovereret til klubhus og kan desuden lejes som festlokale. Ideelt hvis man ønsker at holde en anderledes fest midt i naturen og med mulighed for at spille fodboldgolf - eller bare nyde den skønne natur langs med Kongeåen og Hærvejen.
Der har været en enorm positiv opbakning fra lokalområdet, hvilket har bevirket at alle hullerne er blevet sponsoreret af lokale virksomheder.

- Vi er utrolig stolte af den måde folk har taget imod initiativet på, udtaler Peter Schmidt – Nu er det vores håb at vi kan leve op til alle forventningerne!
Der er en ny hjemmeside, hvor man kan læse meget mere om det spændende projekt.
www.vejen-fodboldgolf.dk
Kommentarer
• Tilbage til avisens forside