En række lokale goldwings-entusiaster er med i planlægningen af det store, internationale træf i Vejen. Her er de samlet i Jels.

motorcykler | Vejen
24/06/2012

Af Sven Ravn

Honda Goldwing træf

Vejen danner i juli rammen om et stort træf for Honda goldwings – der ventes op mod 400 deltagere, der tager på tur rundt i kommunen.

Vejenområdet bliver i dagene 19.-22. juli på det nærmeste invaderet af motorcykler – af goldwings.

- Vi venter mellem 350 og 400 deltagere, hvis hjerte brænder for Hondas goldwings, og det er klart, at vi vil komme til at sætte vores præg på både selve Vejen og omegnen, lyder det fra Kenneth Bøgestrøm Nissen, Lunderskov, der står for pr-delen.
Det fælles samlingspunkt for det store internationale træf er Vejen Idrætscenter, men store dele af området får lejlighed til at se de mange, flotte goldwings, når der er fælles tur rundt i kommunen om fredagen.

- 25 lande er repræsenteret internationalt, og der er ingen tvivl om, at en stor del af dem gæster Danmark og Vejen i juli, påpeger Kenneth Bøgestrøm Nissen.
Rent praktisk er det region 3, der dækker det sydlige af Jylland, der står for arrangementet og er en region under Gold Wing Club Denmark.
I løbet af weekenden bliver der forskellige aktiviteter. Lørdag aften kan motorcyklerne opleves med showlys i Vejen by og omegn. Både fredag eftermiddag og lørdag har interesserede mulighed for at kigge ind på området ved Vejen Idrætscenter og se, hvordan de mange goldwings er shinet op.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside