Rødding kirkes Pigekor er på en spændende tur til landsstævne i Ålborg i disse dage.

Festival | Vejen
04/07/2012

Af Sven Ravn

Rødding piger til landsstævne i Ålborg

Rødding kirkes Pigekor er taget til landsstævne i Ålborg

Lige så snart skolebøgerne var pakket væk, pakkede 17 piger fra Rødding Kirkes Pigekor taskerne og sangstemmerne og tog til landsstævne fra d. 29. juni – 3. juli i Ålborg sammen med 600 andre sangere fra hele landet fra børne- og ungdomskor i Folkekirken.
Stævnet består af massevis af øvetimer, både i grupper og i ét samlet kæmpe-kor.
Desuden er der koncerter, medvirken ved søndagens gudstjeneste i omegnens kirker og afsluttende med en kæmpe-koncert i Nordkraft tirsdag aften, d. 3. juli.
Ind imellem bliver der tid til hygge, fællesskab med sangere fra hele landet, bytur og alt det andet, der hører med til en ”sommerferie”.
I ugerne op til stævnet har koret knoklet med at få lært stemmerne til et nyt korværk, komponeret af Lars Sømod Jensen, der selv skal dirigere værket ved koncerten.
Det er en Gloria-sats (lovprisning af Gud) og en sats over Salme 150 fra Bibelen.
Det bliver et stævne, hvor nogle af landets dygtigste korledere skal instruere de 600 sangere i forskellige grupper, og der venter således mange store musikalske oplevelser forude for korsangerne.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside