Videoklip

Se alle

Arkivfoto: Lars Detlef

Arbejdsliv | Bolig | Byggeri | Sommerhus | Virksomheder
25/07/2012

Af Susanne Vinther Olesen

Lassen Byg arbejder sig uden om krisen

Fuld kapacitetsudnyttelse og solid ordreportefølje sikrer stabil beskæftigelse i den lokale tømrer- og snedkervirksomhed.

Der har været langt mellem de håndværks- og byggefirmaer, som har jublet under den økonomiske krise. Det er da heller ikke sådan, at man hos Lassen Byg i Skærbæk bare rækker armene i vejret. Men det er faktisk bemærkelsesværdigt, at firmaet konstant har haft fuld beskæftigelse og fortsat melder om betydelig travlhed. Lige nu med bl.a. opførelse af lejligheder i Gram, renoveringsopgaver samt parcelhusbyggeri i hjembyen.

 ”Vi må bestemt ikke klage. Vi har haft rimeligt at se til igennem kriseårene, men det er klart, at recessionen har sat lidt præg på indtjeningen,” fortæller H. C. Lassen, der i øvrigt har gennemført et generationsskifte, så sønnen Holger Lassen (37) nu reelt set forestår virksomhedens daglige ledelse.  

Virksomheden på Skyttegårdsvej i Skærbæk er et allround tømrer –og snedkerfirma med også glasarbejde på agendaen. Det betyder, at Lassen Byg kan påtage sig vidt forskellige opgaver – også hovedentrepriser, som det var tilfældet med genopførelsen af Findahls Møbelfabrik ved Tøndervej i Skærbæk efter en brand for et par år siden. Firmaet kan desuden selv udføre tegninger og projektering.

Flere parcelhuse
”Men hovedentrepriserne med byggestyring er naturligvis også meget kapacitetskrævende, og derfor må vi aktuelt sige, at vi i dag er fint tilfredse med vores portefølje af både større og mindre opgaver,” siger H. C. Lassen.  Det er således en styrke, at Lassen Byg påtager sig alt – lige fra landbrugsbyggeri til boligprojekter, institutionsbyggeri, renoveringer, ombygninger og fru Jensens nye køkken…. 

Firmaet, der på det seneste har løst renoveringsopgaver for Skærbæk Museum og Skærbæk Fritidscenter, er lige nu i gang med bl.a. et projekt med otte lejligheder i Gram, mens et nyt parcelhus er ved at stå færdigt på Melbyvej i Skærbæk, så firmaet kan komme i gang med de to næste – på Jægertoften, ligeledes i Skærbæk. ”Man kan jo glæde sig over, at det hidtil er gået godt med både salg af grunde og parcelhusbyggeri her i byen, hvor vi inden for de senere år har opført seks huse, hvortil kommer f. eks. sommerhusbyggeri – gerne helt individuelle huse efter kunde- og arkitektønsker,” fortæller H. C . Lassen.

Flere i job
Der er med andre ord udsigt til fuld beskæftigelse for firmaet og dets otte ansatte et godt stykke tid frem. H.C. Lassen er således heller ikke afvisende over tanken om at ansætte flere. Men det skal være for at øge kapaciteten inden for bestemte specialer, og derfor er det ikke bare et spørgsmål at finde folk – men om at finde dem, der matcher virksomhedens behov og krav til kvalifikationer.
Kommentarer
• Tilbage til avisens forside