I løbet af 2013 flytter administrationen ind i den ny-opførte administrationsbygning i Holsted.

Forrige
Næste

Byggeri | Husdyr | Industri & Landbrug | Landbrug | Slagteri | Vejen
21/06/2012

Af Kirsten Enevoldsen

Storslagteriet i Holsted er fremtidssikret

Hovedkontoret flytter fra Herning til Holsted allerede næste år efter sommerferien. I starten af 2014 trykkes der på knappen for Danish Crowns helt nye, store og topmoderne kreaturslagteri.

Han har gjort det godt – den yngste af lastbilchauffør Hansens børneflok på seks i Tønder. En lang, flot karriere i slagteribranchen. I dag, 63 år, direktør for DC beef, Danish Crowns kreaturdivision, og manden, der kompetent, målbevidst og med alle tal og argumenter på rede hånd, sidder for bordenden i århundredets byggeprojekt: Kreaturslagteriet ved Holsted. En investering på godt en halv mia. kroner – den største enkeltstående investering i kreatursektoren nogensinde.
Lorenz Hansen ryster da heller ikke hverken på hånden eller stemmeføringen, når han ruller planerne ud og med fast blik og et stort smil forsikrer, at Kreaturslagteriet i Holsted er den helt rigtige beslutning og den helt rigtige placering:
- Alt er gennemanalyseret. Vi har arbejdet med computermodeller, plottet infrastruktur, transportforhold, dyrevelfærd, spildevandspriser, energiforhold, andelshaveres geografiske bopæl, arbejdskraft-tilgængelighed og meget, meget andet ind.
- Vi har kun mødt konstruktiv samarbejdsvilje i Vejen Kommune. Adressen her ved Holsted er central og alligevel tilpas ude på landet. Byggeriet har været i otte ugers høring. Der har ikke været én eneste indsigelse.
- Vi får et supermoderne slagterianlæg. Sparer en masse intern transport. Får alt under ét tag og hele vejen igennem moderne, miljøvenlig teknologi i hvert eneste led. Det er fremtidssikret, rationelt og har alle muligheder i sig.
Minusser? Svære at få øje på?
- Det lyder jo barskt at lukke fem anlæg (det administrative hovedkontor i Herning inklusive) og i stedet bygge ét nyt og meget større anlæg. MEN: Var det bedre at flytte produktionen til udlandet? Vi stod med to ældre anlæg i Tønder og Holstebro. Tønder var for lille. Holstebro ligger lige midt i byen med alle de problemer, det giver. Opskæringerne i Fårvang og Skjern betyder transport, transport, transport. NU får vi alt på én adresse. Levende slagtedyr ind i den ene ende. Slagtede, parterede dyr og forarbejdede produkter ud i den anden. Alt indrettet, så hygiejne og kvalitetssikring er optimal. Det gi’s ikke bedre!
Men ja! Lorenz Hansen er klar over, at beslutningen kommer på tværs i en række familier, som nu skal overveje fremtiden: Skal vi flytte? Skal vi skifte spor? Skal vi pendle?
- Vi har hele vejen igennem haft åben dialog med medarbejderne. Jeg forstår deres situation. De forstår også slagteriets, og vores personalepolitik er helt klar. Der er ansættelsesstop for folk udefra. Vore egne medarbejdere tilbydes job først. De indgår i en jobbank, og de er sikret fratrædelse, hvis de bliver til sidste dag. Desuden sætter vi et beløb af per medarbejder til efteruddannelse, fastslår Lorenz Hansen – og understreger, at der bliver omkring 300 arbejdspladser, når anlægget i Holsted sættes i gang i begyndelsen af 2014.
Hovedkontoret for Danish Crowns kreaturdivision ligger i dag i Herning, men allerede om godt et år – efter sommerferien 2013 – flytter det til Holsted: Administrationen skal være kørt ind og køre totalt effektiv, når der trykkes på knappen i starten 2014. Ikke noget med computer-vrøvl og terminaler, der går ned, skaber bøwl og utilfredshed. Og også her gælder: Vore nuværende medarbejdere tilbydes at følge med. Jeg kan godt forstå, det giver anledning til overvejelser i børnefamilier, men igen: Hvad er alternativet?
Lorenz Hansen skal kun bruge ét minut for at tale sig varm om ”vores slagteri”, ”vores medarbejdere kan noget og vil noget”, ”vi er jo sat i verden for at skaffe vore andelshavere en god afregning – og det gør vi”, ”dyrevelfærd er et højt placeret parameter i virksomheden – udtjente malkekøer skal jo ikke lide ved flere hundrede kilometers transport”. Og konklusionen på de mange statements:
- Vi får det hele med vores nye slagteri ved Holsted!


Ka’ du huske – dengang i Tønder

At Tønder-drengen skulle nå så vidt som til toppen af dansk kreaturslagteri stod ikke skrevet over hans vugge: Men han har talentet. En aftale med ham holder altid. Han er jo bar’ vores mand – et ordentligt stykke mandfolk, der hverken snobber opad eller nedad………….
Bemærkningerne er mange, når man søger lidt i kredsen omkring DC Beef-bossen. Det er faktisk ikke lykkedes at få én eneste negativ kommentar i øresneglen. Visitten på det indtil næste sommer administrative hovedkvarter i Herning kastede dog også lige et par muntre drengeerindringer af sig. Chauffør og fotograf på slagteri-opgaven var nemlig denne avis’ boss, Mogens Christensen.
Og da Lorenz og Mogens – alias Lonne og Mugge – i sin tid gik i samme klasse på Tønder Kommuneskole, kom i hinandens hjem og lavede de drengestreger, drenge i den alder nu engang gør, så var det muntert at lytte til alle ”ka’ du huske”-bemærkningerne.
- Hva’ mæ’ dengang vi kørte i din fars bil og bulede den rundt i svinget. Huh-ha…..Vi var vel kun 15…….
- Og ved du, hvad der er blevet af den og den, og at klassens klogeste hoved nu kører bus i Århus og omegn???
De to gamle klassekammerater har haft en herlig skolegang dernede i Tønder - og et venskab, der rækker helt i de grå hårs periode!
Kommentarer
Andre nyheder i samme kategorier
• Tilbage til avisens forside