Videoklip

Se alle

Foto: mitropa.dk - Identitetstyveri er i stigende grad en sag for politiet og myndighederne

Internet | Tønder
18/07/2012

Af Erik Petersen

Alarm 112 - Først stjæles Din identitet på nettet - og senere dine penge

Tyveknægtene bruger nettet til at stjæle dine data og lidt senere dine penge - og så køber de ind på di regning

Pas på hvad du fortæller på Facebook og andre steder - alle kan se det

Identitetstyveri sker ved, at kriminelle tilegner sig koder og personoplysninger, som de fx kan bruge til at tømme din konto.

Flere og flere danskere bliver udsat for forsøg på misbrug af personlige oplysninger. Misbrug af personnumre, pinkoder og data fra betalingskort kan have meget vidtrækkende konsekvenser.
Dine personlige oplysninger kan for eksempel misbruges til at optage lån i dit navn eller til at chikanere andre gennem falske netprofiler.

10 færdselsregler for sikker trafik på nettet
Færdselsreglerne kan minimere risikoen for, at dine oplysninger ender i de forkerte hænder.
1.Sørg for at alle programmer på din pc er opdaterede.
Mange programmer kan indstilles til automatisk at opdatere til nye og mere sikre udgaver. Brug eventuelt programmer der holder øje med at din maskine hele tiden er opdateret. Nogle internetudbydere tilbyder gratis tjek af sikkerheden på din computer inde på deres hjemmesider. Søg yderligere oplysninger hos din internetudbyder.

2.Brug både antivirusprogram og firewall.
Læs om firewalls og om computervirus, og hvordan du beskytter dig hos DK CERT eller spørg hos din internetudbyder.

3.Sørg for, at dit trådløse netværk er krypteret.
Se hvordan du gør i brugsvejledningen til din trådløse router eller kontakt din internetudbyder. Læs mere om sikkerhed på trådløse netværk.

4.Vær tilbageholdende med at videregive personlige oplysninger.
Videregiv kun personlige oplysninger (fx navn, adresse og telefonnummer), når der er behov for det. Vær særlig kritisk, hvis du bliver bedt om at sende oplysninger, der ikke er behov for at opgive, fx cpr-nummer når du køber varer på nettet.
Oplys kun fortrolige oplysninger, herunder cpr-nummer, på netsteder, du har tillid til, og som anvender kryptering (se efter en hængelås eller ’https’).

5.Brug password
Når du anvender password bør det bestå af store og små bogstaver samt tal og specialtegn. Password skal være nemt at huske, men svært at gætte for andre. Det gode password består af mindst otte tegn. Anvend ikke det samme password flere steder. Password bør skiftes med jævne mellemrum.

6.Det er en fordel at bruge betalingskort eller godkendte betalingsformidlere, når du handler på nettet.
Hvis din vare ikke dukker op, kan banken i mange tilfælde føre pengene tilbage til din konto, hvis du har betalt med kort (fx Dankort, VISA eller Mastercard).
Når du bruger betalingskort på nettet, skal du kun oplyse kortnummer, udløbsdato og sikkerhedskode. Send aldrig kortoplysninger via e-mail og oplys aldrig pinkoden til dit betalingskort – hverken på nettet eller i telefonen.
Undersøg om forbindelsen på betalingssiden er sikker, før du betaler. Se efter en ”hængelås” eller ”https” i adressefeltet i din browser. Det betyder, at betalingsoplysningerne ikke kan læses af andre.

7.Send aldrig fortrolige og personlige oplysninger i e-mails
Banker, kreditkortselskaber og offentlige myndigheder vil som hovedregel aldrig sende dig mails med link til log ind på NemID. De vil heller ikke bede dig sende NemID-koder i en e-mail. Vær varsom, hvis du bliver bedt om at gøre den slags – det kan være forsøg på at stjæle dine fortrolige oplysninger. Tag kontakt til afsenderen, hvis du er i tvivl om, at mailen er ægte.

8.Oplys ikke fortrolige og personlige oplysninger på sociale websites, debatsider og chatrum.
Overvej om de oplysninger, du lægger online, kan misbruges, fx personfølsomme oplysninger i et elektronisk CV, som du lægger på nettet. Læs mere om, hvordan du beskytter dine personlige oplysninger på sociale netværk.

9.Sørg for at dine bærbare enheder er sikre.
Smartphones, tablets (tavlecomputere) og andre bærbare enheder, der kan gå på nettet, kan også være mål for identitetstyveri. Søg yderligere oplysninger om sikkerhed på mobile enheder hos din internetudbyder. Lav eventuelt en internetsøgning på ”sikker-smartphone”.

10.Lær dine børn gode it-sikkerhedsvaner på nettet.
Du kan finde gode tips til børn, forældre og lærere på sikkerchat.dk.

Hvad er identitetstyveri?
Der findes ikke nogen officiel dansk definition af hvad identitetstyveri er, men Rådet for IT- og Persondatasikkerhed har beskrevet identitetstyveri som det at tilegne sig en andens personoplysninger og udgive sig for at være denne person.
Det kan ske elektronisk ved at bruge bankoplysninger, cpr-numre eller kodeord eller ved at bruge den andens identitetspapirer (fx sygesikringsbevis). Der er også tale om identitetstyveri, når en person køber produkter over internettet med en andens person- eller kontooplysninger.
(Kilde: Det Kriminalpræventive Råd)










Kommentarer
• Tilbage til avisens forside