PR-Foto - Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er ikke tilfreds med landdistriktsministerens indsats

Politik | Tønder
12/07/2012

Af

Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti: Landdistriktsministeren har holdt ferie de sidste 10 måneder

Morten Messerschmidt, MEP (DF), cand. jur, skriver følgende:

Glemmer du, så husker jeg… Det er blevet sommerferie i Danmark og ministrene er taget på ferie. Det har de såmænd været siden valget, vil den årvågne læser måske tænke, men der er især én minister, som er værd at sende en venlig tanke i disse regnfulde sommermåneder. Det er nemlig Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter. Det synes som om, at han på nuværende tidspunkt holdt ca. 10 måneders sommerferie og vel at mærke til en løn på 1.212.163 kroner årligt. Den, der lever stille, lever godt, siger man. Det synes også at være mantraet for Carsten Hansen, for hvad er der egentlig sket for udkantsområderne under denne regering? Mens arbejdspladserne forsvinder og danskerne i stadig større grad flytter ind til de byerne, så forsvinder grundlaget for Carsten Hansens ministerium vel også? Lige efter valget blev der spillet vidtløftige toner fra ministeriet, hvor Carsten Hansen benyttede enhver lejlighed til at love massive initiativer, der ville skabe vækst i udkantsområderne. Problemet er bare, at initiativerne ikke er blevet til virkelighed. De er forsvundet som dug for solen - præcis som løftet om akutsygehuset i Svendborg. Hvad blev der af valgløftet om, at renteindtægter fra bankpakke 2 skulle bruges til lån til små virksomheder i yderområderne? Hvad blev der af valgløftet om et gratis årligt tandlægebesøg, som især skulle komme lavindkomstgrupper i udkantsområderne til gavn? Hvad blev der af valgløftet om nedsættelse af vægtafgiften for biler på landet? Hvad blev der af valgløftet om, at ledige over 30 skulle uddannes på dagpenge? Hvad blev der af fonden på 75 mio. kr, som årligt skulle hjælpe iværksættere, der slog sig ned i udkantsområderne? Eksemplerne og løftebrudene er mange, resultaterne er desværre få. I over et år har jeg nu foreslået at oprette de såkaldte tiltagszoner i udkantsområderne, ligesom vi kender det fra Norge. Giv udkantsområderne kontante gevinster, sænk el-afgiften og pensionskatten, forhøj børnepengene og giv afdrag på studiegæld, så folk kan se fordele i at bo i udkanten af Danmark. Det har de gjort med stor succes i Norge og det vil også virke i Danmark. Finansieringen kunne evt. være den 1. mia. kr., som regeringen lover, at vi får i EU-rabat. Tag fra EU og giv det tilbage til danskerne. Det er sund logik. Men minister Carsten Hansen tager ikke imod gode råd – faktisk tror jeg slet ikke, at ministeren tager imod. Han holder jo sommerferie på 10. måned. Jeg er dog sikker på, at der nok skal komme en god løsning…efter næste valg. Det kan bare være længe at vente.
Kommentarer
• Tilbage til avisens forside