Videoklip

Se alle

Foto: mitropa.dk - Foreningerne arbejder allerede sammen om Det Sønderjyske Fællesdyrskue - i år med knap 21.000 besøgende på to dage...

Landbrug | Tønder
18/06/2012

Af Erik Petersen

Nu kæmper de sønderjyske landboforeninger skulder ved skulder

Samarbejdet mellem landbrugets organisationer i Sønderjylland intensiveres

Inden for rådgivningen er der på det sidste etableret flere nye samarbejder mellem Sønderjysk Landboforening, LandboSyd, LHN og Landbrugsrådgivning Syd. Dermed rykker de fire centre i Aabenraa, Vojens, Tinglev og Løgumkloster tættere sammen.

I maj blev der sat gang i samarbejdet med dannelsen af Syddansk Økologi og fælles indsats omkring vandløb, hvor konsulenterne i de fire centre samarbejder og koordinerer arbejdet i kontakten til myndighederne.

Formændene for de fire foreninger er særdeles tilfredse med udviklingen.  Jørgen Popp Petersen, LHN, Antoni Stenger, Sønderjysk Familielandbrug, Christian Lund, Sønderjysk Landboforening og Mogens Dall, LandboSyd, glæder sig over de nye gode relationer mellem foreningerne og rådgivningscentrene:
”Samarbejdet er til gavn for vores medlemmer, som skal have den bedste mulige rådgivning og den bedst mulige service. Det får de med gode relationer mellem foreningerne i Sønderjylland,” siger de i en fælles udtalelse.

Konkret om vandløbsindsatsen siger Jørgen Popp Petersen:
”Vi bliver nødt til at koordinere indsatsen over for myndighederne - det handler om troværdighed, og det handler om at vi ikke spilder tid ved at skulle lave alt arbejde gange fire,” siger han.
”Vi har fælles mål på rådgivningssiden, hvor et samarbejde kan sikre bedre service på områder, hvor vi ellers bliver lidt ”tynde”. Og politisk er det mit klare indtryk, at vi langt hen ad vejen er enige,” siger Christian Lund.

Mogens Dall oplever, at de konkrete initiativer er til fælles gavn:
”Jeg glæder mig over, at vi kan løfte i fællesskab. Vi bliver jo ikke flere landmænd med tiden, og økonomien spiller en stor rolle på bedrifterne. Så det gælder også om at optimere i rådgivningscentrene og i organisationerne,” siger Mogens Dall.

Formand for Sønderjysk familielandbrug, Antoni Stenger er tilpas med en fælles indsats:
”Det er positivt med et fast samarbejde med respekt for hinanden, og hvor alle rådgivningscentre er involveret på lige fod,” siger Antoni Stenger.

De fire organisationer har gennem flere år arbejdet tæt sammen omkring Bygnings- og Maskinkontoret for Sønderjylland. Det sønderjyske Fællesdyrskue og Syddansk Kvæg.







Kommentarer
• Tilbage til avisens forside