Videoklip

Se alle

Forsiden på den nye folder - der giver appetit på meget mere i hele Tønder Kommune

Turisme | Tønder
11/07/2012

Af Erik Petersen

Rømø-Tønder Turistforening: Få appetit på hele regionen i Nationalpark Vadehavet

Appetizer skal give appetit på mer'

I betydningen "en lille ret, der serveres før hovedmåltidet" bliver en helt ny Appetizer nu præsenteret for turisterne i et smukt handy magasin på 40 sider. Der er tale om et "spisekort" til en enestående smuk egn både nord og syd for grænsen - regionen Nationalpark Vadehavet. Det er som om, alting gør større indtryk i Nationalpark Vadehavet og den smukke marsk, hvor naturen inspirerer vore talrige kunstnere og kunsthåndværkere som en slags fælles platform. Vores enestående region vil vi nu skærpe vore gæsters appetit på, så turister fra nær og fjern kan lade sig inspirere til en gourmetmenu med flere retter i den nye Appetizer. Vi byder på det flade marsklandskab og Vadehavet med store vidder og en horisont så uendelig, at man kan føle sig ganske lille på kanten af havet, siger Bodil Glistrup Thomsen, turist- og udviklingschef for Tønder Kommune. Råvarerne er hentet i regionen og er bl.a. design, kunst, slotte, klostre, byhistorie, gastronomi og rå natur - som ikke er uforenelige ingredienser, men dele af den samme historie med farverige beretninger om store slag med konger og hertuger, nulevende prinser og prinsesser, om fund af Guldhorn og en fortælling om helt enestående gastronomiske oplevelser. "Musik og dans" Til et godt måltid hører ofte både musik og dans. Her er det naturen selv, som byder op til dans, og scenen er fri til de store flokke af bl.a. svaner og stære, der synger og danser en ældgammel dans på den smukkeste scene af dem alle - midt i Nationalparken. - Vi vil gerne dele alt med vore gæster og inviterer dem med den nye Appetizer til et besøg på verdens største feriedestination med bl.a. mere end 45. mio. "overnattende" gæster henover året, som også gør sig til gode med det enorme tag-selv-bord Vadehavet med sin rigdom af føde for fugle på træk, siger Bodil Glistrup Thomsen i en pressemeddelse. Rømø-Tønder Turistforening lancerer den nye Appetizer sammen med kolleger syd for grænsen. Den er målrettet inspiration til de mange gæster og turister i regionen. Meningen er, at den skal gøre det let at finde frem til netop det, man gerne vil opleve. Appetizeren er at finde bl.a. på regionens turistbureauer og overnatningssteder. Markedsføringen af den nye Appetizer sker under Interrreg4A, for Rømø-Tønder Turistforening er med i det grænseoverskridende samarbejde “Vestkystturisme”, sammen med Skærbæk Fritidscenter, Turistgruppen Vestjylland, Wirtschaftsförderungsgesellschaft Nordfriesland samt Nordsee Tourismus Service. Samarbejdet er et EU-støttet Interreg4A projekt og arbejder bl.a. med grænseoverskridende temaer og ruteforløb.
Kommentarer
• Tilbage til avisens forside