Flere af rytterne vinkede farvel til publikum. (Fotos: Karina Øhlenschlæger)

Forrige
Næste

Cykler | Motion | Velgørenhed | Varde
17/08/2012

Af Karina Øhlenschlæger

Cyklisterne er på vej til Skagen for sagen

Fredag morgen gik startskuddet til Cykel For Sagen, hvor 100 deltagere tager turen fra Varde til Skagen.

100 cykelryttere er her til morgen begyndt på turen fra Varde til Skagen. I alt skal de tilbagelægge 460 kilometer over tre dage.
Blandt deltagerne er både garvede og nye cykelryttere.

Nogle af de nye er Team Blok 22. Her er formand for Arbejdsmarked og Integration, Thyge Nielsen (V), sammen med fem friske fyre fra Boulevardbebyggelsen.

De unge er ganske fortrøstningsfulde.
- Jeg føler, at vi er klar alle sammen, og klar på at gennemføre. Vi har lidt over 1000 kilometer i benene, siger Amin Abouardini fra team Blok 22.

Og når det bliver hårdt, så er sammenhold vejen frem for de nye cykelryttere.
- Det er vigtigt, at vi står sammen og opmuntrer hinanden til at gennemføre, siger Amin Abouardini.

Holdkaptajn Thyge Nielsen har cyklet 3000 kilometer, og på trods af et vægttab på 10 procent, er han ikke 100 procent optimist.
- Jeg er noget bekymret. Ikke for om jeg kan holde til det, men om jeg kan følge med de andre, siger han.

Politikeren kan da heller ikke holde sig fra en munter bemærkning:
- De er så magre, at man ikke kan ligge i læ bag dem, siger han.

Overskuddet fra løbet går til idræt for sindslidende, IFS Vestjyderne.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside