Computer | Uddannelse | Unge | Varde
24/04/2012

Af Katrine Friisberg

En hel klasse vandt iPad

Kommunen brugte konkurrence for at få flere til at bruge digital postkasse. Handelsklasse vandt.

Jublen ville ingen ende tage, da 3B på Varde Handelsgymnasium blev overrasket af kommunaldirektør Max Kruse og udviklingschef Jørgen Nielbæk. Med sig havde de to kommunale herrer iPads til alle elever i klassen, som vandt konkurrencen om at få flest til at stemme på sig via borger.dk. Borger.dk er en digital postkasse igennem hvilken borgere kan kommunikere med offentlige instanser som Varde Kommune.
 
En succes
I stedet for en reklamekampagne valgte kommunen i år at iværksætte en konkurrence for at få flere borgere til at benytte sig af borger.dk. Og det betegner kommunen selv som en succes.
 
– Samlet set må man sige, at det har givet mere fokus og opmærksomhed end en reklamekampagne, og i en reklamesammenhæng, ville alternativet hurtigt blive dyrere, hvis vi skulle ud og annoncere. Præmierne løb op i nærheden af 100.000 kroner, men det ville en reklamekampagne også have kostet, siger kommunaldirektør Max Kruse, som oplyser, at godt 1200 borgere har tilmeldt sig den digitale postkasse på borger.dk for at deltage i konkurrencen.

Godt givet ud
Pengene er godt givet ud, mener han. Varde Kommune er den kommune i landet, som bruger mindst ressourcer på udbetaling af førtidspensioner og andre overførselsydelser.
 
– Skal vi holde den effektivitet, forudsætter det, at vi har fokus på at få flere digitale henvendelser. Det er mere præcist, hurtigere og effektivt. Vi har forståelse for, at der er nogen, der har brug for personlig henvendelse, men de som kan bruge en digital postkasse, vil vi gerne have til det, siger Max Kruse.
 
HHX 3B har gjort en stor indsats for at få forældre, bedsteforældre og bekendte til at stemme på sig. Også konkurrencens andenpræmie gik til en klasse på Handelsskolen. Eleverne i 3C vandt en iPod Touch.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside