Et fransk slot bygget af træklodser i Medborgerhuset, står for tiden på turistbureauet i Varde. Senere skal det bruges i forbindelse med åbningen af Varde Fest- og Kulturuge. (Foto: Leif Møller)

Byfest | Forlystelser | Kultur | Marked | Varde
17/08/2012

Af Leif Møller

Kulturuge med vandrende slot

Varde Fest- og Kulturuge har sammensat et varieret program med en åbningsnyhed: Kulturtræet bliver erstattet af et fransk vinslot.

Programmet for Varde Fest- og Kulturuge er netop offentliggjort med et varieret og spændende udbud af aktiviteter og tilbud.

Kulminationen bliver fredag den 7. september med Kulturnatten og en lang række specialarrangementer.

Som noget nyt skal byens børn ikke pynte et kulturtræ men i stedet flytte et fransk vinslot bygget i træklodser.

Bjarne Jensen fra medborgerhuset har i flere år puslet med ideen om at bygge et slot af træklodser inspireret af de smukke »Jørgen Leth-slotte« i Tour de France-udsendelserne.

- Jeg forestiller mig en vandrende skulptur, hvor børnene skal flytte enkeltdelene af slottet og på den måde få det til at bevæge sig fra den ene ende af Torvet op til kirken, hvor det skal stå i hele kulturugen, fortæller han.

For tiden står slottet samlet i Turistbureauet, men de over 100 dele skal snart fordeles ud til forskellige institutioner, hvor børnene skal male de enkelte tårne, mure og huse, inden det igen skal samles på Torvet.

Træklodserne er produceret af brugere i medborgerhuset.
Kommentarer
• Tilbage til avisens forside