Lars Thomsen og Jacob Storgaard Jensen udgør Design Fordi. (Pressefoto)

Arbejdsliv | Virksomheder | Varde
13/05/2012

Af Nina Wolff

Ny grafisk virksomhed i Varde

Lars Thomsen og Jacob Storgaard Jensen har startet design- og reklamebureauet Design Fordi i Varde.

De er to fyre på 29 og 33 år, men de har trods alderen alligevel næsten 25 års erfaring til sammen. Lars Thomsen og Jacob Storgaard Jensen har været kollegaer på et reklamebureau i Esbjerg i knap syv år, men nu er de startet op sammen som partnere i design- og reklamebureauet Design Fordi.

- Vi havde en drøm om at blive iværksættere, og vi tænkte, at det her kunne vi godt gøre selv, fortæller Lars Thomsen.

Det nye firma har til huse hos Itplaneten i Varde.

- Vi vil meget gerne byde ind med ordentlige løsninger, og vores erfaring er, at en stor del af arbejdet faktisk ligger i at få afklaret, ikke bare hvad kunden gerne vil have, men hvad kunden har brug for. Det vil vi gerne lægge vægt på, så kunden ender op med en løsning, der matcher behovet, siger Lars Thomsen.

Retning på projektet
De to grafiske designere understreger vigtigheden af at få professionel hjælp fra starten, hvis man for eksempel tænker på at lave en hjemmeside til sin virksomhed.

- Det sparer meget spildtid senere hen, hvis man får afklaret, hvad man vil have, og hvad der er nødvendigt. Det kan jo være det kan gøres bedre, og måske endda billigere, end først antaget, forklarer Jacob Storgaard Jensen.

De to nye virksomhedsejere har deres rødder i henholdsvis Nørre Nebel og Tarm, og Lars Thomsen bor nu i Varde, mens Jacob Storgaard Jensen bor i Esbjerg.

Deres kerneområder er blandt andet websites, onlinestrategier, publikationer, magasiner, emballager, grafiske identiteter og logoer.

- Hvis der skal andre elementer ind over, kender vi også de rigtige samarbejdspartnere til det, fortæller Lars Thomsen.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside