Børnehave | Fødselsdag | Jubilæum | Varde
15/06/2012

Af Leif Møller

Oksbøl Børnehave fejrede 40 år

Børn, ansatte og mange forældre fejrede 40 års fødselsdag for deres børnehave i Oksbøl. Musikken leverede Syd- og Sønderjyllands Politiorkester.

For 40 år siden kom Prinsesse Benedikte til Oksbøl for at indvie børnehaven, der blev startet på initiativ af Aal Sogns Forældreforening i august 1972.

Fredag troppede det meste af det tidligere Esbjerg Politiorkester op, da Oksbøl Børnehave fejrede sin 40 års dag. Så der er stil over fødselsdagene i den selvejende institution, der er normeret til 56 børn og har ti ansatte.

Dagen startede med besøg af en ballonprofessor, og de fleste balloner holdt stadig luft til hen over eftermiddagen, hvor de svævede farvestrålende over hovederne på børnene i det store optog gennem byen. Foran marcherede politiorkestret, der efter politireformen er blevet til Syd- og Sønderjyllands Politiorkester.

En rundtur i byen gav appetit til den ventende pølsevogn hjemme på legepladsen og ikke mindst til den megastore kagemand m/k, som i dagens anledning var ankommet til specialpris. Det samme gjaldt for sodavand og en lang række gaver på et bugnende gavebord.

Den daglige leder, Susanne Bertelsen, er glad for den store opbakning blandt forældre og byens borgere generelt. En støtte, der nok kan blive brug for om et par år, når de mindre årgange måske også vil påvirke størrelsen på børnehaven i Oksbøl.
Kommentarer
• Tilbage til avisens forside