Tambours Have danner de smukke rammer om en friluftsgudstjeneste sidst i august. (Arkivfoto)

Kirke | Natur | Varde
08/08/2012

Af Nina Wolff

Prædiken under åben himmel

Søndag den 26. august klokken 14 er der igen friluftsgudstjeneste i Tambours Have.

Samarbejdet mellem sognene øst for Varde og Tambours Have er blevet en tradition. Igen i år arrangeres gudstjenesten den 26. august klokken 14 af sognene Øse, Næsbjerg, Thorstrup, Horne, Fåborg, Årre, Vester Starup, Agerbæk, Rousthøje og Grimstrup.
 
Præster, frivillige, menighedsråd og kirkebetjeninger yder alle en indsats sammen med personalet i Tambours Have, så gudstjenestedeltagerne har mulighed for at fejre gudstjeneste i smukke og anderledes rammer under åben himmel.
 
Seks præster
Finn Pedersen, Thorstrup-Horne vil indlede gudstjenesten med hilsen og læsning, Charlotte Locht, Rousthøje-Grimstrup har tekstlæsning og trosbekendelse, Marianne Lesner, Øse-Næsbjerg prædiker over søndagens tekst, kirkebøn og apostolsk velsignelse, Merethe Jørgensen, Vester Starup står for indledningen til nadver, som alle præster med hver deres medhjælper uddeler, og til sidst vil Marie Ginnerup Olesen, Agerbæk, slutte med bøn og velsignelse. Michael Bye Walus Bergerud fra Fåborg-Årre er på ferie og er derfor ikke med på dagen.
 
Personalet i Tambours Have sørger for alterbord og blomsterdekorationer. Kirkebetjeningen har de samme opgaver som til søndagens almindelige gudstjeneste i sognekirken. Menighedsråd og frivillige sørger for alt det praktiske. Lige fra kirkeklokke, til lydanlæg og klaver. Undervejs vil der være musikalske indslag.
 
Man skal normalt betale entre ved besøg i haven, men 26. august 2012 er der gratis adgang til haven i tidsrummet mellem klokken 13.00 og 15.00. Efter gudstjenesten vil man kunne købe kaffe, kage og is.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside