Lindy Nielsen i sit vinlager, hvor gode historier og vine følges ad.(Foto: Leif Møller)

Alkohol | drikkevarer | Virksomheder | Varde
10/08/2012

Af Leif Møller

Sælger Pavarottis yndlingsvin

For Lindy Nielsen er det at sælge vin også at sælge historien bag. Og den fortæller han gerne fra sit lager i Varde.

For mange danskere er »Lambrusco« nærmest blevet et skældsord, når snakken falder på italiensk vin.

Billig, kønsløs og med lav alkoholprocent. Men sådan behøver »Lambrusco« ikke at være, fortæller Lindy Nielsen fra Alslev.

Han er importør og sælger af en halv snes italienske vinmærker.

Blandt andet den nu afdøde verdensberømte italienske tenor Luciano Pavarotti’s yndlingsvin, Lambrusco Scintilla Amore, fra huset Casolara:
- De producerer seks forskellige Lambrusco-typer i Casolara og kun en er sød. Nemlig den, som Pavarotti fik lov at smage til, indtil han mente, den var sød nok, fortæller Lindy Nielsen, der gerne laver private vinaftener med smagsprøver og tilhørende historier.

I lokalområdet leverer han vin til mange erhvervsdrivende og private, der kan få eget logo på vinflaskerne, hvis de ønsker.

Håndlavede vine
Lindy Nielsen, der ejer bygningen i Kræmmergade i Varde, hvor Diskotek Havana flytter fra, har specialiseret sig i import af vin fra små vinbønder i Toscana-regionen.

Især områdets mange hvidvine finder han fantastiske til prisen.

Og så er de håndlavede:
- Der er en smagsverden til forskel på industrivin og håndlavet vin, og priserne er ikke engang ret forskellige, fortæller en engageret vinimportør, der ikke er bleg for at røbe, at han ofte ikke selv kan smage forskel på hans importerede vine.

- At drikke og synes om vin er netop en smagssag.

Mærker, der har fået mange stjerner og er meget roste, behøver ikke at være dem, alle kan lide.

Derfor gælder det om at smage selv og være ærlig over for sine smagsløg – og ikke overfor snobeffekten eller de dyre priser, lyder det opfordrende fra Lindy Nielsen.
Kommentarer
• Tilbage til avisens forside