Fra den 1. september bliver Henrik Vejlgaard Kristensen præst ved Sct. Jacobi Kirke. (Foto: Bjarne Ingemann)

Kirke | Religion | Varde
14/06/2012

Af Karina Øhlenschlæger

Se hvem der er den nye præst i Varde

Fra den 1. september bliver Henrik Vejlgaard Kristensen ny præst ved Sct. Jacobi Kirke i Varde.

54-årige Henrik Vejlgaard Kristensen er Vardes nye præst fra den 1. september. Han kommer fra et job som sognepræst i Borris og Faster ved Skjern, hvor han har været i 16 år. Skiftet skyldes, at Henrik Vejlgaard Kristensen gerne vil have et tæt samarbejde med præstekollegerne.

- Jeg kunne godt tænke mig at blive præst i en lidt støre by og få kolleger tæt på. Her på landet er man alene-præst i to sogne, siger Henrik Vejlgaard Kristensen.
 
Klar til konfirmander
Starten den 1. september betyder, at han kan starte med to konfirmandhold.
- Jeg glæder mig meget til at arbejde med de to konfirmandhold, siger præsten, der også ser frem til at undervise minikonfirmanderne.
- Det er lidt mere uformelt. Der er ikke den samme stramme læseplan som med konfirmander. Man kan få fortalt bibelhistorie og lært nogle salmer, siger Henrik Vejlgaard Kristensen.
 
Sjæleomsorg
Den nye præst glæder sig til at lære menigheden at kende.

- Jeg vil gerne favne hele sognet og være i god kontakt med alle. Jeg har haft tilknytning til Indre Mission, en tilknytning jeg sætter pris på. Jeg arbejder meget med sjælesorg. Det, der betyder meget for mig, er gode samtaler, hvor man har ro til at få lyttet sig ind til hinanden, og folk kan få luft for det, der fylder for dem, siger Henrik Vejlgaard Kristensen.

Det er både i gode og bekymrede tider, man kan søge præsten.
- Sjælesorg er sjæleomsorg. Det behøver ikke være den formelle samtale på kontoret, men også når man mødes, siger han.
 
Volley og vandretur
Da Henrik Vejlgaard Kristensen skulle se sig om efter et nyt sogn, var det vigtigt for både ham og konen, at de kunne blive i Vestjylland.
- Min kone kan bevare sit arbejde som skoleleder i Faster. Det betyder rigtig meget for os, siger præsten.

Han understreger også, at han ikke smækker med kirkedøren i Borris og Faster.
- Der er ikke noget, der betinger et flyt. Der er intet negativt over for sognene her, siger han og fremhæver det store frivillige engagement, hvor mere end 100 af pastoratets 2300 indbyggere er tilknyttet kirken som frivillige i en eller and facon.

I fritiden er præsten en aktiv mand.
- Vi vil se, om vi ikke kan finde en volleyballklub, siger Henrik Vejlgaard Kristensen.

Desuden tager han gerne en løbetur, og i ferierne er det vandreskoene, der kommer på – gerne på bjergvandring i Frankrig. I rygsækken er der helst et par bøger om pædagogik og formidling.
 
Fra Ansager
Henrik Vejlgaard Kristensen er opvokset i Ansager, og han tog kørekort i Varde. Uddannelsen til præst blev erhvervet i København. Herefter gik turen til Møn, hvor han var præst i Keldby og Elmelunde sogne. Efter det, flyttede familien til Borris. Parret har tre drenge på 31, 27 og 23 år, som alle er fløjet fra reden.

Den nye præst indsættes dagen efter, han tiltræder sin stilling.
- Han bliver indsat ved højmessen søndag den 2. september, fortæller Orla Duedahl, der er formand for Varde Menighedsråd.

Henrik Vejlgaard Kristensen afløser Ulrich Hartvig og overtager præsteboligen på Jægumsvej.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside