Fabrikken i Varde bliver europæisk hovedkontoir for Titan Wind Energy. (Arkivfoto)

Arbejdsliv | Vindmøller | Varde
13/06/2012

Af Karina Øhlenschlæger

Varde-fabrik bliver Titans hovedkontor i Europa

Den kinesiske vindmølleproducent Titan Wind Energy opkøber Vestas Towers i Varde, som bliver virksomhedens europæiske omdrejningspunkt.

Dagens nyhed om at den kinesiske vindmølleproducent Titan Wind Energy køber Vestas’ fabrik i Varde har vakt stor lokal glæde, men også den kinesiske direktør ser frem til at producere i Danmark, som bliver virksomhedens hovedkontor i Europa.
 
- Vi har arbejdet sammen med Vestas i flere år, både i Kina og i udlandet. Vi ser frem til at udnytte vores langvarige partnerskab endnu mere i forbindelse med udviklingen og produktionen af teknologisk avancerede tårne til vindturbiner, siger Yan Junxu, der er grundlægger af og direktør for Titan Wind Energy i en pressemeddelelse.
 
Hovedkontor
Titan Wind Energy ligger vest for Shanghai i Suzhou, der både er kendt for industri, og blandt turister for sine smukke hængende haver.
Firmaet er Kinas største globale producent af vindturbinetårne. Opkøbet af fabrikken i Varde skal være med til at sætte Titans Wind Energys fodaftryk i Europa.
 
- Vores nye tårnfaciliteter her i Danmark øger vores muligheder for at servicere og udvide vores globale kundegrundlag. Placeringen af vores europæiske hovedkvarter i Varde er optimal fordi vi ser Danmark som et omdrejningspunkt for den globale vindindustri. Europa er den region, der tilbyder de mest lovende muligheder for udviklingen af offshore vindenergi, tilføjer Yan Junxu.
 
Overtager 1. september
I Vestas’ ledelse ser direktør Ditlev Engel frem til at udviklet partnerskabet med kineserne.
- Det er en god aftale for alle de involverede parter. (...) Vi ser et stort potentiale i det igangværende samarbejde og udvikling af Varde-fabrikken. Jeg vil også udtrykke min taknemlighed til medarbejderne i Varde. De har været loyale over for Vestas gennem en usikker periode. Jeg er virkelig glad for, at mange af disse dygtige medarbejdere fortsat kan arbejde på fabrikken i Varde for en værdifuld Vestas-partner, siger Ditlev Engel i pressemeddelelsen.
 
Aftalen mellem Vestas og Titan blev underskrevet i dag, tirsdag, og mangler kun godkendelse af de kinesiske myndigheder. Det forventes at ske inden for kort tid. Titan overtager fabrikken i Varde fra den 1. september.

Fakta

TITAN WIND ENERGY
- Har en produktionskapacitet på 1600 tårne årligt, og er dermed af en Kinas største producenter af vindturbinetårne.
- En del af produktionen eksporteres globalt til Europa, USA, Sydamerika, Indien, Australien og Centralamerika.
- Titan Wind Energy producerer i henhold til internationale standarter, og har leveret tårne til Vestas siden 2006.
Kilde: Vestas.

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside