Videoklip

Se alle

Elsebeth Lyndgaard iklædt farver og stil, der matcher med tøjet og indretningen i forretningen.

butikker | Mode | Navne | shopping
24/07/2012

Af Vesterhavsposten

10 år med butik i Søndervig

Den 1. april 2002 åbnede Elsebeth Lynd­gaard sin forretning Daniella på Lodbergsvej i Søndervig

Søndervig: -Jeg havde solgt min forretning Julia i Esbjerg, for nu skulle det være slut med fakturaer m.m. I en alder af 50 år besluttede jeg at tage til Thailand for at arbejde med forældreløse børn, købe en bolig der og skabe en fremtid, siger Elsebeth Lyndgaard.
-Jeg regnede med at blive der altid og troede, at mine børn og mine venner bare lige kom smuttende, men der er altså langt til Thailand. Så efter et år vendte jeg hjem igen.
Min søn Marc Christoffersen, der i dag har en butik i Blåvand, tilbød mig et lokale i Søndervig til halv husleje, hvis jeg ville sælge hans hverdagstøj sammen med mit Parisertøj. Det var nok for at få mig i gang igen!
Det gik ikke så godt med hverdagstøjet, da jeg koncentrerede mig om mit Parisertøj, og det blev så fremtiden.
Det var svært at blive accepteret her i starten. Hvordan kunne jeg tro, at jeg kunne sælge Parisermodeller så tæt på Vesterhavet?
Men det viste sig, at turisterne fra storbyerne var vilde med min forretning. Efter syv hårde uger, hvor jeg blev vurderet, begyndte folk langsomt at tø op.
Men efter et år i Søndervig var jeg på vej væk, men købmand Keld Hansen ville ikke af med mig.
Han ringede til mig og spurgte, om jeg havde haft en god sæson og tilbød mig så fem måneders gratis husleje, hvis jeg blev der.
Så jeg tog en sæson mere i lokalet ved siden af pizzeriaet. Efter de fem måneder gik jeg til Keld Hansen og sagde, at jeg ikke kunne acceptere at betale husleje men, at jeg ville være medspiller. Kan du sælge mig en grund, ellers flytter jeg til Holstebro eller en anden større by!
Et kvarter efter tilbød han mig så grunden her, som jeg købte uden at kende prisen. Jeg fik den godt nok en del under kostprisen for ikke at ”protestere” mere. Huset tegnede jeg selv, og det tog to år i alt med at få det igennem hos kommunen. Nu har jeg haft fem super dejlige år, og jeg elsker området her. Jeg har fem ansatte og har åbent syv dage om ugen i syv måneder, fire dage om ugen i fire måneder og en måned har jeg lukket.
80% af mine modeller køber jeg i Paris og 20% fra gode danske leverandører.
5-7 gange om året er jeg i Paris og besøger fabrikkerne, hvor jeg er med til at tegne mine egne modeller, som derfor kun kan købes hos mig. Her har jeg otte faste leverandører.
Når jeg er i Paris skriver jeg et brev til mine mange kunder rundt i landet og fortæller om de nye modeller og inviterer dem til at besøge forretningen.
Hvis man så kommer til Søndervig får man en flaske rødvin, og bor man over 100 km væk, får man lov til at overnatte i lejligheden ved forretningen.
Her er der mulighed for, at manden kan slappe af med en avis og et glas rødvin eller en kop kaffe i sofaen, mens konen ser på tøjet.
Størrelserne 36-56 er vores store force, slutter Elsebeth Lyndgaard, der nu er i gang med de næste 10 år i Søndervig.

AF: Knud Clausen/75 10 11 69
knud@vesterhavsposten.dk

Kommentarer
• Tilbage til avisens forside