Videoklip

Se alle

Henning Nielsen drikker afskedskaffe med kunderne

butikker | Navne
06/06/2012

Af Vesterhavsposten

Henning Købmands sidste arbejdsdag

Den 31. maj skænkede Henning Nielsen kaffe til kunderne på sin sidste arbejdsdag i Spar forretningen

Henning sagde farvel til kunderne i den by, hvor han har været købmand i over 40 år. Han har haft en kæmpe betydning for dagligdagen i vores landsby, siger Thorkild Møller Christensen. Henning og hans familie har drevet købmandsforretning over 100 år i Lunde, og Henning har selv være i branchen siden 1966.
Købmandsforretningen startede på Lunde Kro i den lille sal i 1902, og i 1903 blev der bygget købmandsforretning overfor. Tilbage i 2001 flyttede forretningen op i den tidligere brugsforretning og er i dag en fremtidsvenlig SPAR butik med gode tilbud på alt, hvad familien anno 2012 har brug for.
Lis Vad overtog forretningen den 1. januar 2012, og siden har Henning arbejdet i 30 timer om ugen i forretningen.
Over en kop kaffe sagde Henning bl.a.: Det var en stor nedgang i arbejdstid. Og det er også en omvæltning ikke at skulle arbejde lørdag og søndag. Nu skal jeg bruge tiden på at rejse med familien, passe hus og have, mine bier og fiske.

Hilsen fra børnehaven
Thorkild Møller Christensen er daglig leder i Børnehaven Lundparken, og i forbindelse med Hennings fratræden har børnene lavet tegninger og udtalelser til ham:
Nikoline siger i brevet til Henning:
”Købmand Henning er sød, og købmand Henning er sjov. Han er bare allersjovest. Og han give mig en slikkepind. Jeg ved altid, hvad han hedder”.
Katrine siger:
”Henning er sød og rar, og vi får slik af ham. Han er så rar, og han kan godt li’ mig, og han laver skøre ting, og han er allersjovest og megasød!
Og han kan bedst li’ mig!”

AF: Knud Clausen/75 10 11 69
knud@vesterhavsposten.dk
Kommentarer
• Tilbage til avisens forside