Bolderslev: Først blev sommerfesten aflyst, og nu er julefrokosten også aflyst.
De 29 ansatte hos Brdr. Bonnichsen El i Bolderslev har ligesom alle andre ikke haft mulighed for at være sociale sammen i år. Men de har knoklet i lang tid, og det synes ejeren Claus Jürgensen, at de skulle anerkendes for.
Derfor valgte han sammen med den faglige ansvarlige i firmaet, Jeppe Clausen, at de ansatte skulle have en ekstra gave ud over julegaven.
De valgte at købe gavekort hos to lokale restauratører, så de ansatte kan gå ud og hygge sig med deres koner eller kærester.
- De har leveret en stor indsats, som vi værdsætter, og derfor har de fået denne gave ud over julegaven. At det blev gavekort til en kro og en café var, fordi vi gerne vil bakke op om en branche, som vi tror har det hårdt i denne tid, fortæller Claus Jürgensen.
Caféejer blev glad
De 29 ansatte fik to gavekort på hver 500 kroner til henholdsvis Fru Geest i Aabenraa og Øster Højst Kro. To steder, som er kunder hos Brdr. Bonnichsen El.
- Vi støtter dem, der støtter os, og vi tænker meget over at bakke op lokalt og hvor vi køber vores ting, siger Jeppe Clausen, som lagde historien på sin LinkedIn-profil og blev meget overrasket over reaktionen.
- Jeg slår aldrig noget op, men jeg synes, det her var en god positiv historie, som jeg gerne ville dele. Over 7500 har set det opslag, og jeg har fået kommentarer fra folk, jeg slet ikke kender. Jeg tror, folk mangler positive historier lige nu, siger han.
For Gitte Geest, som ejer Fru Geest i Aabenraa, betyder støtten fra den lokale håndværker rigtig meget.
- Vi kan mærke, at krisen kradser nu. Folk er bange og aflyser også de små selskaber nu. Vi plejer at have rigtig mange julefrokoster ud af huset, men de er aflyst, og der er kun nogle små julefrokoster tilbage. De begynder også at blive aflyst, fordi folk ikke tør holde dem, fortæller den lokale caféejer.
Jeppe Clausen, faglig ansvarlig hos Brdr. Bonnichsen ElVi støtter dem, der støtter os, og vi tænker meget over at bakke op lokalt og hvor vi køber vores ting.