Aabenraa: Efter tre års pause kunne børnene i Kongehøjskolens sfo endelig igen indtage scenen på skolen og holde det populære arrangement "Kongescenen er din."
I en måned havde børnene intenst øvet at mime til en sang samtidig med, at koreografien skulle være på plads, og torsdag den 24. marts var det endelig dagen, hvor forældre og søskende fik lov til at se resultatet af anstrengelserne.
75 glade børn var klar til at give den gas i deres fine tøj med maver fyldt med sommerfugle og masser af glimmer i håret, og det blev til en festlig eftermiddag med god musik, masser af klapsalver og en glæde fra børnene, der strømmede ud over scenekanten.
Normalt er arrangementet kun for børn i sfo'en, men der blev gjort en speciel undtagelse i år, da en gruppe piger fra 9. klasse også optrådte. Pigerne havde hjulpet med at gøre de 18 grupper klar til at optræde, og børnenes store glæde havde smittet de unge piger og givet dem lyst til selv at optræde.
Til slut var alle børnene på scenen sammen for at synge og danse til mgp allstars-sangen "Vi er så mgp", hvilket var en fest for børnene, inden de trætte gik hjem i seng.