Aabenraa: Dyreværnets mobile non profit dyreklinik, Frynseklinikken, har hjulpet over 8500 kæledyr i Danmark.
Nu kommer Frynseklinikken til Aabenraa – nærmere bestemt til Den blå Oase den 10. maj fra klokken 12-13, skriver klinikken i en pressemeddelelse.
Da Dyreværnet i 2018 lancerede sin første nye non-profit mobile dyreklinik, Frynseklinikken, var det et sats. Klinikken, der var doneret af dyreelskeren Jørgen Andersen, var et tiltag, der skulle tilbyde hjælp til socialt udsatte borgeres kæledyr i hele landet, men det var usikkert hvor mange, der ville benytte sig af hjælpen.
Hurtigt stod det klart, at succesen var enorm. Derfor donerede Jørgen Andersen endnu en Frynseklinik til foreningen i 2019, og i 2021 donerede han så den tredje, så Dyreværnet nu dækker hele Danmark.
Til dato har de tre Frynseklinikker hjulpet 8501 kæledyr til at få et bedre liv.
Dét tal begejstrer initiativtager Rikke Christensen-Lee, der er direktør for Dyreværnet:
- Jeg havde ikke drømt om, at vores indsats på netop dét område var så tiltrængt, og jeg er lykkelig over, at vores dyreværnsforening har kunne hjælpe så mange kæledyr via Frynseklinikkerne. Vi ved, at mange socialt udsatte danskere har kæledyr. Og vi ved af erfaring, at netop dyrene giver denne målgruppe både tryghed, kærlighed og et tilhørsforhold, de måske ikke har med andre mennesker. Frynseklinikkernes indsats hjælper kæledyrene. Men vi hjælper også deres ejere og det varmer vores hjerter, siger direktøren.
Frynseklinikkerne
Frynseklinikkerne tilbagelægger årligt mere end 40.000 kilometer.
Hver mobile klinik er bemandet af en dyrlæge og en assistent, der sikrer, at både dyr og ejer får en god oplevelse ved besøget.
Man betaler, hvad man kan for en konsultation.
Alle tre Frynseklinikker er doneret til Dyreværnet af dyreelskeren Jørgen Andersen, der samtidig bidrager til de høje driftsomkostninger, klinikkerne har.
Frynseklinikkerne modtager ingen offentlige tilskud, og det er dermed private donorer samt fonde og legater, der sikrer Frynseklinikkernes fremtidige eksistens.