Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Bekymrede forældre presser på: Bliver der holdt konfirmationer i foråret?

Sidste år blev der holdt konfirmationer i Grænsehallerne i Kruså på grund af corona. Arkivfoto: André Thorup
Mange forældre er bekymrede for, om forårets konfirmationer kan gennemføres. Der arbejdes på højtryk i de forskellige sogne i Aabenraa Kommune.

Aabenraa: De forskellige menighedsråd og præster i Aabenraa Kommune har travlt for tiden. De står nemlig over for at skulle beslutte, om forårets konfirmationer skal gennemføres eller udskydes på grund af corona-virussen, og presset fra forældrene er stigende.

- Presset fra forældre for at få en udmelding kan vi godt mærke, og derfor skal der også meldes noget ud snart, siger Kaj Christensen, der er formand for menighedsrådet i Bov Sogn.

Menighedsrådet i Bov havde møde onsdag aften, og her blev emnet naturligvis drøftet.

- Vores præster er i fuld gang med at lave en plan, og en beslutning er nært forestående, siger Kaj Christensen.

I Kliplev Sogn er der heller ikke truffet nogen endegyldig beslutning endnu, men der arbejdes med alternative datoer.

- Vi er ved at gøre os nogle overvejelser, men det ser ikke for godt, og de planlagte konfirmationer i foråret hænger i en tynd tråd, siger Tom Ahlmann, der er præst i Kliplev Sogn.

Annonce

Afventer situationen

I Kliplev Sogn skulle der efter planen holdes konfirmationer den 30. april.

- Hvis det viser sig at være umuligt, er vi ved at se på en alternativ dato, men der er ikke truffet nogen beslutning endnu, siger Tom Ahlmann.


Vores præster er i fuld gang med at lave en plan, og en beslutning er nært forestående.

Kaj Christensen, formand for menighedsrådet i Bov Sogn


Presset fra forældrene om en udmelding omkring forårets konfirmationer kan man også mærke i Aabenraa Sogn.

- Folk er bekymrede for, om de kan holde deres konfirmation i foråret, og vi har da også fået nogle henvendelser. Jeg kan godt forstå forældrenes bekymringer, siger Peter Roust, der er formand for menighedsrådet i Aabenraa Sogn.

På onsdagens menighedsrådsmøde var konfirmationer på dagsordenen, men forældre til børn, der skal konfirmeres, må væbne sig med tålmodighed lidt endnu.

- Vi har ikke truffet nogen beslutning, for det kan vi simpelthen ikke. Vi diskuterer det jævnligt med præsterne, men situationen lige nu giver ikke anledning til at kunne komme med en konkret udmelding. Vi afventer situationen, før vi kommer med en udmelding, siger Peter Roust, der dog har bestemt sig for at være optimist.

Annonce

Efter næste møde

Det næste menighedsrådsmøde i Aabenraa Sogn er den 24. februar, og her vil konfirmationer  stå højt på dagsordenen, og efterfølgende kan de forståeligt utålmodige forældre se frem til en udmelding.

- Efter mødet forventer jeg, at vi vil kunne komme med en beslutning, siger Peter Roust.

I Felsted Sogn er der blevet truffet en beslutning, og den giver mulighed for, at de unge både kan blive konfirmeret i foråret og efter sommerferien.

- Jeg er corona-pessimist, og jeg tror ikke på konfirmationer i foråret. Sammen med menighedsrådet er det derfor blevet besluttet at tilbyde konfirmationer i august og september, siger Theresia Treschow-Kühl, der er præst i Felsted Sogn.

Det er dog ikke ensbetydende med, at konfirmationerne i foråret er aflyst. De, der gerne vil konfirmeres i foråret, kan fortsat blive det.

- Folk må selv bestemme, men de skal huske, at der kun må være 20 personer i kirken, som det ser ud lige nu, siger Theresia Treschow-Kühl og tilføjer, at der vil blive gjort alt for, at det bliver festligt for konfirmanderne.

Annonce

En lokal beslutning

I Aabenraa Provsti er man godt klar over, at forældre til konfirmander og også konfirmanderne selv snart gerne vil have klar besked.

- Presset for at melde noget ud er stort, siger Kirsten Sønderby,  provst i Aabenraa Provsti.

Provsten gør dog opmærksom på, at det er op til de enkelte sogne, hvordan de tackler situationen.

- Det er en lokal beslutning, hvornår man vælger at holde konfirmationer. Det er de forskellige menighedsråd, der afgør det, siger Kirsten Sønderby.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce