Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Birgitta brugte paryk i ni måneder: Den betød, jeg stadig var lidt mig selv

I dag er Birgitta Marquardts hår vokset ud igen, og hun kan igen se sig selv i spejlet. Det havde hun svært ved, da al hendes hår var blevet barberet af, fordi det indikerede, at der var noget galt med hende, selvom hun på det tidspunkt ikke følte sig syg. Foto: Ludvig Dittmann
Da Birgitta Marquardt i 2019 fik brystkræft og lymfekræft, var der ingen tvivl hos hende, om at hun skulle have en paryk. Den hjalp hende med at kamouflere sygdommen for omverdenen og gjorde, at hun følte, at hun ikke havde mistet det hele.

Rødekro: Der er flere datoer i 2019, som står skarpt i 51-årige Birgitta Marquardts hukommelse.

Den 1. marts er én af dem, for denne dag fik hun alt sit hår barberet af og fik den valgte paryk på, for hun ville ikke vente på, at håret faldt af af sig selv på grund af den kemobehandling, hun var i gang med.

- Jeg vidste, at det ville ikke fungere for mig at stå der med mit hår i hånden. Derfor tog jeg fat i den udfordring med det samme og fik valgt en paryk inden, så den kunne komme på, så snart frisøren havde barberet håret af, fortæller hun.

Annonce

I januar samme år havde hun fået konstateret brystkræft og lymfekræft og skulle derfor igennem hele pakken med kemo og stråler. At miste sit hår var svært for hende, for det indikerede, at hun var syg, selvom hun ikke havde ondt eller følte sig syg.

- Det var ikke sjovt at se mig selv uden hår, for da gik det op for mig, at jeg virkelig var syg. Jeg kunne ikke se mig selv i spejlet den dag, jeg kom hjem fra frisøren efter barberingen. Det gjorde jeg først dagen efter, og jeg så helt anderledes ud. Mit udseende skiftede radikalt, fortæller hun.

Kunne ikke mærke den

For Birgitta Marquardt blev parykken en måde at kamouflere hendes sygdom på, men den gjorde også, at hun følte, at hun ikke havde mistet det hele med kræftsygdommen.

- At gå rundt uden hår indikerer, at du er syg, og parykken hjalp med mig at kamouflere sygdommen for omverdenen. Dem, der ikke kendte mig, kunne ikke se, at det ikke var mit hår, og det gjorde, at jeg udenpå stadig følte mig lidt som mig selv. Jeg ville ikke have været den paryk foruden, fortæller hun.

Birgitta Marquardt savnede hverdagen under sit sygdomsforløb og valgte derfor også at arbejde på deltid. Det tror hun var rigtigt for hende, fordi der ikke var noget pres fra hendes arbejdsgiver, men hun kunne arbejde, som hun magtede. Og arbejdet gav hende en snert af hverdag.  Foto: Ludvig Dittmann

Samtidig var det heller ikke underligt for Birgitta Marquardt at have paryk på, fordi hun kunne ikke mærke den.

- De er så gode til at lave parykker i dag. Det var mega let for mig at sætte håret, og den sad godt. Jeg vil tro, at min var lavet af kunsthår, for da jeg var færdig med at bruge den ni måneder senere, var den faldet lidt sammen og ikke så køn som i starten. I dag har jeg den ikke længere, for jeg blev ked af det, når jeg så den, så min mand smed den ud, fortæller hun.

Annonce

Googlede hverken sygdom eller paryk

Birgitta Marquardt undersøgte ikke, hvilke muligheder der var for parykker, ligesom hun heller ikke googlede sin sygdom under forløbet. Hun lyttede til de professionelle og valgte at bruge frisør og parykspecialist Mens Cut i Sønderborg, som en sygeplejerske havde nævnt for hende.

- Her følte jeg mig i gode hænder. Det var et rart sted at komme - befriende på en måde, fordi det blev ikke gjort til en stor ting, at jeg skulle have den paryk. Det var helt naturligt, siger hun.

Sådan så Birgitta Marquardt ud med paryk. Privatfoto

I dag er Birgitta Marquardt stadig ikke erklæret rask. Hun er i princippet stadig i behandling, da hun skal tage anti-hormon i ti år og gå til kontrol hvert halve år.


At gå rundt uden hår indikerer, at du er syg, og parykken hjalp med mig at kamouflere sygdommen for omverdenen.

Birgitta Marquardt


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce